Erhvervsliv

Store begivenheder gør en forskel

 

Når Helsingør Kommune vælger at støtte en stor idrætsbegivenhed som Ironman 70.3 eller skyde penge i en tv-produktion som krimiserien Sommerdahl, har det betydning for omsætningen i boderne på Værftets Madmarked.

- Uanset, hvad man synes om Ironman-stævnet, så er det noget, der tiltrækker en hulens masse mennesker. Og vi har besøg af busfulde af gæster, der skal se det sted, hvor mordet på markedet blev begået i Sommerdahl. Så den slags initiativer har betydning for os, fortæller madmarkedets direktør, Gry Brix.

 

Selskabet bag madmarkedet har fordoblet antallet af medarbejdere de seneste tre år. Det skyldes blandt andet, at madmarkedet er blevet udvidet med endnu en hal, men Helsingør Kommunes indsats for at tiltrække flere gæster til byen har altså også spillet en rolle.

- Jeg synes, at kommunen gør en del for at imødekomme vores behov. Hvis jeg skulle bede om mere, var det, at tagterrassen oven på madmarkedet snart kom i udbud, siger Gry Brix.

 

Blandede oplevelser

I Helsingørs industrikvarter, hos virksomheden Meditec, der producerer plastprodukter til medicobranchen, er begejstringen for kommunens hjælp til det lokale erhvervsliv knap så udtalt.

Virksomheden kan ellers glæde sig over, at den er gået fra 21 til 38 ansatte på tre år. Alligevel er direktør Thomas Bo Iversen tilbageholdende med at rose kommunens indsats.

- Det har været en blandet oplevelse, siger han om kontakten med kommunen.

Meditec har blandt andet haft kontakt til kommunens jobcenter og fået behandlet byggesager.

- Vores oplevelser med jobcentret har været meget blandet. Byggesagsbehandlingen har tidligere trukket i langdrag. Det har dog hjulpet, efter vi fik en fast kontaktperson, som hjælper med at prækvalificere vores ansøgninger, så tingene ikke skal sendes frem og tilbage.

Og så er Thomas Bo Iversen glad for, at borgmester Benedikte Kiær har besøgt virksomheden.

- Det burde flere politikere gøre, så de får en forståelse af vores behov, og vi får afklaret, hvad vi kan forvente fra kommunens side, siger Thomas Bo Iversen.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør