Seniorliv

Helsingør får hele sosu-assistent-uddannelsen

Det var fem glade social- og sundhedsassistenter, som torsdag den 2. juni fejrede, at de er færdige med deres uddannelse.

Emma Lauritsen, Chenette Olsen, Mia Johansen, Martin Backquist og Mitra Karimi er en del af et hold på 10, der har været elever i Helsingør Kommune. Og heldigvis har de fleste af dem valgt at fortsætte deres arbejdsliv i Helsingør Kommune.

De nye social- og sundhedsassister har haft en del af deres skolegang på SOSU H i Hillerød. Men fra den 1. august i år bliver det muligt at tage hele sosu-assistent-uddannelsen i Helsingør.

Håbet er, at det vil få endnu flere elever til at søge om optagelse på uddannelsen i Helsingør Kommune. I dag er det nemlig ikke alle elevpladser på sosu-assistent-uddannelsen i Helsingør Kommune, som bliver besat.

Livet skal hænge sammen

SOSU H Helsingør kommer til at ligge stationsnært på den tidligere Skolen ved Kongevejen.

- Jeg ser meget frem til at få social- og sundhedsassistent-uddannelsen til Helsingør. Det er noget, jeg har kæmpet for, for det betyder meget som elev, at man kan få hverdagen til at hænge sammen, mens man uddanner sig. Jeg håber samtidig, at den lokale uddannelse kan hjælpe med at fastholde og rekruttere arbejdskraft til kommunen, siger Marlene Harpsøe, formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget.

Det nye hold sosu-assistenter, som begynder i Helsingør til august, er på ca. 20 elever.

Efter sommerferien begynder samtidig et et-årigt forsøg i Helsingør, som skal styrke sammenhængen mellem skole og praktikforløb – ved at arbejde med aktiviteter og praktikvejledning, der kobler praksis med teoretisk viden og refleksion.

Læs mere om uddannelsen til social- og sundhedsassistent

Fakta: Så mange sosu-assistenter uddanner kommunen årligt

• I 2020 har Helsingør Kommune uddannet 26 social- og sundhedsassistenter
• I 2021 har Helsingør Kommune uddannet 32 social- og sundhedsassistenter

  • Omkring 80 procent af social- og sundhedsassistenteleverne bliver ansat i kommunen efter endt uddannelse.
  • Helsingør Kommune er dimensioneret til at ansætte 78 social- og sundhedsassistent-elever årligt, fordelt på fire optag.

Emma Lauritsen, Chenette Olsen, Mia Johansen, Martin Backquist og Mitra Karimi fejrede ved en reception på rådhuset, at de er færdige som social- og sundhedsassistenter.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør