Borger

Værftshallerne: Nu skal drømmene blive til virkelighed

Den 1. januar 2021 kunne Helsingør Kommune endelig for alvor gå i gang med det projekt, der skal munde ud i en renovering af de gamle Værftshaller, et af de sidste samlede bevarede skibsværftsmiljøer i Danmark. Med Værftshallerne fuldender Helsingør Kommune Kulturhavnen med endnu flere aktiviteter, funktioner og oplevelser for borgere og besøgende.

Projektet er overgået fra byudviklingsafdelingen ByLAB til Center for Økonomi og Ejendomme med en ny projektleder ved roret. Med bevillingen fra Byrådet på 91 mio. kr. i ryggen, tager styregruppen i det mangeårige projekt nu hul på renoveringsfasen.

De 91 mio. kr. vil dække nyt tag, renovering af vinduer, ny kloak, nyt el og brandsikring. Derudover er kommunen i gang med en fundraising-proces, så der forhåbentligt kan rejses penge til selve indholdet i hallerne.

Borgmester Benedikte Kiær glæder sig over, at der er bred politisk enighed om, hvordan Værftshallerne skal udvikles i fremtiden:

Byrådet er enige om, at hallerne, der var byens motor i 100 år, har potentialet til at blive det igen og med den bevarende lokalplan og de 91 mio., vi har afsat til den første del af Værftshallernes renovering, går projektet ind i en ny og spændende fase, siger Benedikte Kiær.

Et langtidsholdbart projekt

Forud for selve renoveringsarbejdet går en proces, hvor der bl.a. skal findes den rigtige bygherrerådgiver. Helsingør Kommune har netop sendt opgaven i udbud og forventer at have en bygherrerådgiver på plads til maj. Herefter skal der udarbejdes byggeprogram og rådgiver/entreprenør-opgaven skal i udbud.

Det samlede hold forventes at være på plads i januar 2022, og selve renoveringen kan gå i gang i slutningen af 2022.

Claus Christoffersen, viceborgmester og formand for den politiske styregruppe, der de seneste år har arbejdet med Værftshallernes fremtid, glæder sig til at følge projektet i realiseringsfasen:

- Der går fortsat nogle år, før de første aktører kan flytte ind, men planlægningen af anlægsprojektet og den videre dialog med de aktører, der skal skabe indholdet, er i fuld gang.

Jeg ser meget frem til, at Værftshallerne står færdigrenoverede, men vi skal være tålmodige, så vi får et godt, robust og langtidsholdbart projekt, siger Claus Christoffersen.

Bevarende lokalplan

Lokalplanen, som Helsingør Byråd vedtog enstemmigt 1. marts, skal sikre, at de bevaringsværdige industrihaller fra 1882 istandsættes nænsomt og med respekt for stedets særlige ånd. Lokalplanen giver også mulighed for at Værftshallerne kan omdannes til et internationalt centrum for kultur, kunst, uddannelse og teknologi.

Det glæder Christian Holm Donatzky, som er formand for By- Plan og Miljøudvalget:

- Med lokalplanen sætter vi rammerne for, hvordan Værftshallerne bevares og udvikles i overensstemmelse med de ambitioner, byrådet har vedtaget for dette enestående sted.

Med planen sikrer vi vores industrikulturarv og skaber mulighed for, at Værftshallerne kan blive en levende del af byen, siger Christian Holm Donatzky.

Mere om Værftshallerne

På www.værftshallerne.dk kan du se mere om stedet og udviklingsprocessen og om ambitionerne for Værftshallernes udvikling.

Her kan du se den nye lokalplan, som blev vedtaget 1. marts 2021

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør

Center for Økonomi og Ejendomme

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: oee@helsingor.dk