Det var en glædens dag for 96-årige Tove Bjørnsten, da hun sidst i maj blev ringet op af Plejehjemmet Falkenbergs leder, Helle Lund.
Nu kan du endelig komme tilbage som frivillig, lød beskeden, som Tove Bjørnsten havde ventet utålmodigt på siden nedlukningen i marts 2020.
- Et år og tre måneder har jeg været væk. Og jeg er virkelig glad for at være tilbage, selv om det er gået fint med at holde mig beskæftiget, mens der har været lukket ned, fortæller Tove Bjørnsten.
Trods sin høje alder har hun mange jern i ilden. Et af dem er at være frivillig på Falkenberg i Ålsgårde, hvor hun hjælper til og skaber god stemning om beboerne og brugerne i dagcentret.
Tove Bjørnstens engagement i plejehjemmet går helt tilbage til 2004, hvor hendes mand Carlo fik plejehjemsplads på Teglværksgården. Tove Bjørnsten gav en hjælpende hånd, hvor der var brug for det på plejehjemmet – og efter at Carlo døde, blev hun ved med at komme og hygge om beboerne.
I 2010 flyttede Teglværksgården til Falkenberg – og Tove Bjørnsten flyttede med.
- Jeg kan godt lide at komme her og kan kun sige godt om det. Jeg får tiden til at gå, og her er mange dejlige mennesker. Vi strikker og snakker sammen, siger Tove Bjørnsten.
En af de ting, som Tove Bjørnsten hjælper med på Falkenberg, er at lægge viskestykker sammen.
Tre gange om ugen tager hun bussen til Falkenberg fra sin lejlighed i Helsingør, hvor hun har boet i 77 år og klarer sig uden hjælp til hverken rengøring eller andet.
Ud over strikningen hjælper Tove Bjørnsten også til, når der er bingo i dagcentret. Og tidligere har hun dækket borde og pyntet op til fester.
- Fester må vi desværre ikke holde endnu pga. Corona-restriktioner, siger hun.
Både Tove Bjørnsten og Helle Lund glæder sig, til de igen kan holde fester på Falkenberg. Pigegarden, som hyppigt har været på besøg på plejehjemmet, håber de også snart at se igen. Det er nogle dejlige arrangementer for beboerne, synes de begge.
En stor hjælp
For Helle Lund er frivillige som Tove Bjørnsten en stor hjælp i dagligdagen.
- De bringer et frisk pust ind på plejehjemmet og har tid til at sørge for, at alle omkring dem har det godt. De er et vigtigt supplement til de ansatte og er med til at skabe liv og god stemning, siger hun.
På Falkenberg er der omkring 10 faste frivillige. Dertil kommer ugentlige aktiviteter, som frivillige fra Ældre Sagen står for, fx højtlæsningsgrupper.
- Vi har en del tidligere ansatte, som er frivillige hos os. Det er mennesker, som gerne vil gøre en forskel og glæde andre, siger Helle Lund.
Selv om Tove Bjørnsten er frivillig, tager hun sit engagement i Falkenberg meget alvorligt. Har hun brug for at holde fri, fx for at besøge sin søn på Fyn, spørger hun pænt Helle Lund om lov.
- Jeg er ikke meget for at give dig fri, Tove. Men jeg ender jo med at sige ja, siger Helle Lund med et glimt i øjet.
Hun fortsætter, mere alvorligt:
- Jeg er sikker på, at I frivillige også gør noget godt for jer selv ved at komme her. I holder hjernen og kroppen i gang. Det er win-win, siger hun, og Tove Bjørnsten nikker.
Så går hun ind i dagcentret, hvor det er ved at være tid til dagens frokost. Og efter frokost går busturen hjem igen. Men om to dage er Tove Bjørnsten på pletten på Falkenberg igen.
Fakta:
Har du lyst til at blive frivillig på Falkenberg, kan du ringe til plejehjemmets administration på tlf. 49 28 15 01, på hverdage mellem kl. 9 og 14. Herfra vil du blive guidet videre til de medarbejdere, som har med frivillighed at gøre.