Åbning af Skovfitness i Montebello Skov

Onsdag den 30. marts åbner Helsingør Kommunes nye udendørs motionssted, Skovfitness, i Montebello Skov.

Onsdag den 30. marts mellem kl. 14.30 og 16.00 er der mulighed for at prøve kræfter med det nye udendørs motionssted i Montebello Skov. Alle er velkomne – unge og gamle, store og små. Arrangementet er gratis.

Det er firmaet Sundhed og Livsmod, der har leveret redskaberne, og direktør for firmaet Birthe Kofoed viser, hvordan man benytter de mange forskellige redskaber på motionsstedet. Imellem øvelserne vil der være lidt forfriskninger.

Naturen forbedrer menneskers helbred

Konstitueret centerchef Marlene Willemann Würgler vil stå for den officielle åbning kl. 14.30.

- Undersøgelser viser, at ophold og aktivitet i naturen styrker menneskers sundhed, trivsel og livskvalitet. At være i naturen er med til at forbedre menneskers helbred, og her har vi muligheden for at kombinere det at være i naturen med at være aktiv i det fri. Med motionsstedet ønsker vi at skabe et sted, hvor alle vil få lyst til at motionere, for sjov og bedre velvære, siger Marlene Willeman Würgler, der i øjeblikket er konstitueret centerchef for Sundhed og Omsorg i Helsingør Kommune.

Der er etableret i alt seks forskellige træningsmoduler, hvor der er mulighed for både styrketræning og balancetræning for yngre og ældre.
Redskaberne kan bruges af alle, trænede som utrænede. Der er tydelige instruktioner på de enkelte redskaber, så alle kan bruge dem.

Adresse:
Kronborg Ladegårds Vej 5
3000 Helsingør.

Læs mere om skovfitness