Enigt byråd: Prøvestenen skal huse nyt fælles sundhedshus

Det nye sundhedshus skal efter planen stå færdigt i 2021 og får en samlet pris på 250 millioner kroner.

Et enigt byråd i Helsingør Kommune har besluttet, at kommunens nye sundhedshus skal placeres i området ved Prøvestenscentret. Det nye sundhedshus skal efter planen stå færdigt i 2021 og bliver på en samlet pris på 250 millioner kroner.

Sundhedshuset kommer til at indeholde en bred vifte af sundhedstilbud til borgerne. Blandt andet kommunens rehabilitering- og træningscenter, akutklinik, ambulatorier, døgnforløbspladser, ligesom eksempelvis praktiserende- og speciallæger samt fysioterapeuter får mulighed for at blive tilknyttet det nye fælles sundhedshus.

Sundhedshus en topprioritet

Beslutningen glæder borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær:

- Det har været en topprioritet for mig og det øvrige byråd, at vi får et sundhedshus, der matcher kravene til fremtidens sundhedsvæsen. Derfor er jeg også glad for, at vi nu har truffet en beslutning, der gør, at borgerne i Helsingør Kommune får et moderne sundhedshus, der samtidig holder sig inden for det budget, vi tidligere har vedtaget i byrådet.

Med det nye fælles sundhedshus får vi nu mulighed for at realisere visionen om at samle en række kommunale og regionale funktioner under samme tag. På den måde er jeg sikker på, at den enkelte borger kommer til at opleve større kvalitet og bedre sammenhæng, når de har brug for at benytte de sundhedstilbud, vi tilbyder i kommunen.

Efter planen skal der i løbet af foråret afholdes en række fælles workshops, hvor ledere og det sundhedsfaglige personale, der skal bruge huset, mødes og drøfter ønsker og behov, så det kan blive tænkt ind i det endelige byggeri.


Fakta om det nye fælles sundhedshus:

• Samlet budget for det nye sundhedshus er 250 millioner kroner.

• Sundhedshuset forventes at blive taget i brug medio 2021.

• Byggeriet får et samlet areal på cirka 13.000 m2.

• Helsingør Kommune står for opførelsen af sundhedshuset, men det kommer til at blive indrettet og drevet i samarbejde med Region Hovedstaden. Hertil kommer, at private parter på markedsvilkår får tilbud om også at være en del at det nye sundhedshus.

• Sundhedshuset kommer til at bestå af de regionale funktioner, der i dag udføres i det regionale sundhedshus i Murergade samt en række kommunale funktioner. Eksempelvis Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter, døgnforløbspladser, Ambulant vedligeholdende træning og genoptræning, Forebyggelse og Visitation, Hjemmeplejens administration og akutteam. Desuden vil der være mulighed for, at praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter og andre private aktører kan leje sig ind.