Træer langs Agnetevej skal fældes

Fra den 21.-23. december er den ene vejbane på en del af Agnetevej spærret i forbindelse med, at NSPV fælder træer langs vejen.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det nødvendigt at fælde to trærækker langs Agnetevej i Espergærde. Poppeltræerne har generelt et højtliggende rodnet, og rødderne har haft svært ved at få ordentligt fat på lokaliteten. Det har resulteret i, at nogle træer allerede er væltet.

Da problemet især udgøres af røddernes dårlige forankring, er det ekstra svært at forudsige, hvilket træ der er det næste, der vil vælte. Derfor ser NSPV (Nordsjællands Park og Vej) sig nødsaget til at fælde hele rækken med de ældste træer for at undgå, at træer vælter ud over Agnetevej eller ind over jernbanen.

Fældningen er planlagt til at foregå den 21.-23. december. Ved træfældningen er det nødvendigt at afspærre den ene vejbane på en del af Agnetevej.

Busstopstedet overfor idrætshallen vil blive flyttet omkring 100 meter længere mod øst, mens fældningen står på.