Kronborgstafetten giver depechen videre til erhvervslivet

For fjerde år i træk samles Helsingørs borgere og virksomheder til Kronborgstafetten og i år satser kommunen på større tilslutning fra erhvervslivet.

De første 100 løbere er i hus til årets Kronborgstafet torsdag den 1. juni 2017. De foregående år har Kronborgstafetten oplevet et stigende deltagerantal til løbefesten, der sætter fokus på fællesskab, velfærd og sundhed. I 2016 var 55 virksomheder tilmeldt Kronborgstafetten - i år er målsætningen en tilslutning på 70 virksomheder fra Helsingør Kommune.

Det er vigtigt for Helsingør Kommune, at vi møder erhvervslivet og kommunens virksomheder i en anden og mere uformel sammenhæng. Kronborgstafetten er en oplagt mulighed for det. Her er fællesskabet udgangspunktet og nye relationer og netværk kan opstå, fortæller Stine Johansen, der er kommunaldirektør i Helsingør Kommune.

 Ifølge den administrerende direktør for Trelleborg A/S, Jesper Luja Thomsen, giver deltagelsen og sponsoratet i Kronborgstafetten en værdi blandt medarbejderne.

Vi har været sponsorer for Kronborgstafetten de sidste to år og havde sidste år 15 deltagene hold fra Trelleborg. Vi vender tilbage til Kronborgstafetten år efter år, fordi det er et lokalt samlingspunkt, som giver plads til sjov og hygge. Det giver også stor intern værdi, når vi viser flaget til et lokalt arrangement . Vi føler en forpligtelse som markant virksomhed i Helsingør til at støtte initiativer som Kronborgstafetten, der også kan tiltrække lokal arbejdskraft til virksomheden, siger Jesper Luja Thomsen, der er administrerende direktør for Trelleborg A/S.

Ny stor virksomhed melder sin ankomst

Én af kommunens større virksomheder, Servicefirmaet Renell A/S, er nye sponsorer og deltager for første gang deltagere i årets Kronborgstafet. 

Flere af vores kunder og samarbejdspartnere har fortalt mig om, at Kronborgstafetten var et hyggeligt arrangement for en virksomhed og dens medarbejdere. I år er det første gang, vi skal være med, og vi glæder os.  Da vi også fik muligheden for at støtte op om dette års arrangement med et sponsorrat, var det et klart ’ja’. Stafetten er samtidig en kærkommen lejlighed for at samle medarbejdere på tværs af afdelinger i et socialt og aktivt samarbejde – og det er altid positivt indspark, fortæller administrerende direktør for Renell, Simon Elleskov.

Renell og Trelleborgs medarbejdere samt Helsingørs borgere, foreninger, virksomheder og institutioner vil være klar til at løbe stafetløb fra stævnepladsen ved Kulturhavnen Kronborg.

Deltagerne skal bringe depechen fra startområdet foran Kulturværftet rundt om Kronborg eller mod Nordhavnen, omkring Øresundsakvariet og den nye promenade. Efterfølgende danner Værftshallerne 14 og 17 rammerne om fælles spisning og hygge. Kronborgstafetten er arrangeret i et samarbejde mellem Helsingør Ski og Orienteringsklub, HIF Atletik, PULS 3060, DGI Nordsjælland og Helsingør Kommune.

Fakta:

  • Stævneplads: Kulturhavnen Kronborg, Allegade 2, 3000 Helsingør
  • Start/Mål: Pladsen foran Kulturværftet og M/S Museet for Søfart
  • Distance: En omgang er 2 km. uanset rute
  • Hold-info: Maks 4 deltagere pr. hold
  • Tilmeldingsfrist: 25. maj 2017

Læs mere, tilmeld dig og find info

Følg kronborgstafetten på facebook 

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. Corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus