Kronik: I Helsingør Kommune giver vi børnene en krammer

Det er afgørende vigtigt, at der er en god, nær og omsorgsfuld relation mellem den enkelte medarbejder og børnene, skriver borgmester og udvalgsformand.

Af formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Gitte Kondrup og borgmester Benedikte Kiær:

I den senere tid har der været en del debat om mangel på kram og opmærksomhed i daginstitutioner rundt om i landet. Sådan en debat kan ikke undgå at vække uro og bekymring hos mange forældre. Derfor vil vi lige sætte et par ord på, hvordan vi sikrer omsorg og kvalitet i Helsingør Kommunes daginstitutioner – fordi vi netop går op i, at børnene får de kram og al den opmærksomhed, de har brug for.

I Helsingør Kommune arbejder vi hele tiden at gøre vores i forvejen gode daginstitutioner endnu bedre. Både for børnenes skyld, men også for at fastholde vores dygtige medarbejdere og sikre, at de får nye dygtige kolleger. Helt konkret arbejder vi meget målrettet efter bl.a. observationsmaterialet KIDS, som styrker og udvikler relationerne både børn og børn imellem, men også mellem børn og voksne i dagligdagen.

Det gør vi, fordi det er afgørende vigtigt, at der er en god, nær og omsorgsfuld relation mellem den enkelte medarbejder og børnene. Samtidig sikrer KIDS, at der løbende er opmærksomhed på de fysiske rammer – altså læringsmiljøer, leg og andre aktiviteter.

Giver det flere kram?

Nu ved vi godt, at KIDS jo 'bare' er en metode eller systematik, som skal sikre, at vi hele tiden bliver klogere på, hvordan man skaber den bedst mulige hverdag i daginstitutionerne. MEN det i sig selv betyder vel ikke flere krammere til ungerne – eller?

Det mener vi faktisk, at det gør. Det, at man i daginstitutionerne er bevidste om, hvordan pædagogikken foldes ud i dagligdagen, og hvordan både børn og voksne trives bedst og skaber grobund for den bedst mulige udvikling, ja, det giver faktisk plads og overskud til de så vigtige krammere. Til at være mærkbart tilstede i dagligdagen.

Samtidig har vi fast blik for at skabe bedre normeringer og styrke ledelsen. Det er vigtigt, at vi prioriterer daginstitutionerne. Det gør vi allerede i Helsingør Kommune – og det bliver vi ved med, så vi kan bane vejen for endnu bedre rammer for vores børn i førskolealderen.