Alle børn skal opleve glæden ved at bevæge sig

Nu er der mulighed for at komme til Jump4fun prøvetræning hos Kronborg-gymnasterne.

Alle børn fortjener at opleve glæden ved bevægelse - og opleve hvad fællesskabet i fx en forening kan bidrage med i hverdagen. Motion, fællesskab og glæde går hånd i hånd på Jump4fun-holdene, hvor der favnes lidt bredere. Her er der plads til dem, der ikke nødvendigvis føler, at de passer ind i andre motionstilbud, eller som har brug for lidt ekstra tryghed. Holdene henvender sig til børn og unge mellem 6-16 år, som er udfordrede eller overvægtige. 

Jump4fun er til for børnenes skyld

Jump4fun arbejder på at styrke barnet og den unge i troen på sig selv gennem leg, bevægelse, fællesskab og anerkendelse. Det at være noget for andre og sammen med andre, er vigtigt for at føle, at man hører til. Konkurrenceelementet og niveauinddelingen er sløjfet på Jump4fun - det giver øget trivsel, styrket selvtillid og større bevægelsesglæde. Børnene og de unge er med på det niveau, de har, og der er ingen krav om at kunne noget i forvejen, når de starter.

En undersøgelse af Jump4fun i 2019 viser, at 70 procent af børnene oplevede at de fik øget selvtillid, at 91 procent oplevede, at de fik øget deres bevægelsesglæde, og at 82 procent havde fået nye venner til Jump4fun.

Kom til Jump4fun prøvetræning hos Kronborggymnasterne

På Jump4fun-holdet hos Kronborggymnasterne er der forskellige aktiviteter som forhindringsbaner, høvdingebold, stikbold, fangelege og boldspil. Sjov, sammenhold og opbakning er i fokus, og børnene er med til at bestemme, hvad de skal lave. Kom og vær med - mærk det gode fællesskab og de trygge rammer.

Der findes også Jump4fun i Helsingør Svømmeklub og Helsingør IF Gymnastik og Motion. Der er løbende opstart i alle foreningerne, så dit barn kan godt starte midt i sæsonen. Der er søde instruktører, som står klar til at tage godt imod jer. Dit barn kan komme til gratis prøvetræning for at se, om holdet er det rette.

Sådan starter dit barn til Jump4fun

Hvis dit barn skal til prøvetræning eller meldes til Jump4fun, skal du ikke tøve med at kontakte Jump4funs foreningsguide Tina Devald på tlf. 24 78 67 45 eller tina.devald@dgi.dk. Tina står klar til at fortælle om holdene og hjælpe i gang.

Skriv til Tina Devald

• Kronborggymnasterne træner tirsdage kl. 17.15-18.15 på Helsingør Gymnasium i hallen. Borgmester P. Christensens Vej 3 – Helsingør.

• Helsingør Svømmeklub træner torsdage kl. 16.25-17.00 i Helsingør Svømmehal. Borgmester P. Christensens Vej 14 - Helsingør.

• Helsingør IF Gymnastik og motion træner onsdage kl. 17-18 på Rønnebærskolen i Pigesalen. Egevænget 6 – Helsingør.

Se video-interview med børn fra Jump4fun: