Børnehuset Villa Kulla: Hverdagen er vendt op og ned

Hverdagen i Børnehuset Villa Kulla er meget anderledes efter genåbningen, hvor der er kommet fokus på udearealerne.

Evnen til at tænke kreativt er blevet udfordret i kommunens børnehuse i forbindelse med genåbningen af dagtilbud, hvor børnehusene skal leve op til en række retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Bl.a. skal børnene være mest muligt ude, og det har kaldt på løsninger, der giver børnene mulighed for at være ’under tag’ udendørs.

Nogle børnehuse har stillet telte op på legepladsen, men i Børnehuset Villa Kulla 1+2 i Helsingør er personalet gået en anden vej: De har omdannet to gamle krybberum til udeværksteder. Her kan børnene lege med bl.a. grankogler, og der er muslinger og andre strandting, gamle træstubbe, billedkort med dyr og meget andet godt.

Ideen til udeværkstederne er pædagog Mette Plums. Den har været på tegnebrættet længe, men er blevet ført ud i livet på ganske kort tid, med Mette Plum og to af hendes kolleger som drivende kræfter.

- Jeg fik ideen, da vores storegruppe havde et forløb med Nyruphus Naturcenter. De var så glade for at være i naturen, så jeg tænkte, at vi måtte have noget af naturen med tilbage til børnehaven, fortæller Mette Plum.

Samlet ved skov og strand

Udeværkstederne er blevet fyldt med naturmaterialer, som pædagogerne Mette Plum og Sylle Skødt har samlet i skoven og ved stranden. Børnene kan fx lave collager og uroer med tingene. Men det handler lige så meget om muligheden for at se en grankogle eller en træstub og undersøge den med fingrene, fortæller Mette Plum.

Og Sylle Skødt supplerer:

- Børnene er glade for at have et sted, hvor de kan sidde i læ for solen og lave kreative ting. Og bliver det regnvejr, kan de komme i ly for regnen. Vi har også planer om et akvarium med skovbund, hvor børnene kan have insekter, de har fanget.

Grupper på fem

Villa Kulla har i øjeblikket ca. en tredjedel af sine 156 børn tilbage, og de er delt ind i grupper på max. fem, som hver har en afgrænset del af legepladsen til rådighed. Der er etableret udendørs håndvaske og håndsprit ved alle indgange, og det meste legetøj er stillet i kælderen. Kun det, der kan vaskes, må børnene lege med.

- Det er en anderledes hverdag med masser af rengøring, opvask og tøjvask. Men børnene virker glade for at være tilbage, fortæller Teena Engeline Larsen, leder af Villa Kulla.

Det er en tid, som stiller store krav til personalets omstillingsparathed. Det gælder også, når kontakten skal holdes med de børn, som stadig bliver holdt hjemme fra dagtilbuddet.

Her har Villa Kulla etableret en lukket Facebookgruppe, hvor personalet lægger sprogstimulerende indlæg ud – og inspirationsmateriale til børn og forældre. Gruppen har oplevet stor tilslutning.

- I Facebookgruppen synger jeg eller en anden fx en sang, som børnene kan synge med på derhjemme, eller læser en historie og visualiserer den med konkrete genstande. Det er børnene rigtig glade for, fortæller Mette Plum, som har taget initiativ til gruppen.

Facebookgruppen bruges også til ’læseleg’. Læselegspædagog Dorte Pedersen filmer simpelthen sig selv, mens hun læser højt og udforsker ordene i teksten. Så kan børnene se med hjemmefra.

- Det er et vigtigt redskab i denne mærkelige tid, hvor alt er vendt på hovedet, fortæller Teena Engeline Larsen.

Tilfreds med genåbning

Alt i alt er hun glad for den måde, genåbningen er forløbet på.

- Vi løber hurtigt, og al den megen ekstra rengøring er en stor mundfuld. Men det er dejligt at se vores børn igen, og vi kan mærke, at de er glade for at være tilbage. For mange er det også rigtig fint at lege i små grupper og med de samme voksne hele dagen. Og så er vi glade for, at vi har plads, lys og luft omkring os. Her hos os er det luksuriøst i forhold til, hvad vi hører fra fx København, slutter Teena Engeline Larsen.

Topfotoet: I udeværkstederne kan børnene være kreative – her er det pædagog Mette Plum og pædagogmedhjælper Helle Andersen, som har fundet malergrejet frem til børnene.

 Læs også: Klatretræet: Her deler pileflet legepladsen op

Pædagog Mette Plum har fået ideen til udeværkstederne, hvor børnene kan komme ud i naturen, mens de stadig er på børnehusets legeplads.

Pædagog Sylle Skødt viser udeværkstedet i Villa Kulla 2 frem. Koglerne har hun samlet i skoven. Læg mærke til den fine uro med kastanje-edderkopper.

Ydersiden af udeværkstedet er smykket med insekter…

Sylle Skødt og Dina Bertram har været primus motorer på indretningen af udeværkstedet i Villa Kulla 2.