Gode lege handler om at have det sjovt

3.c fra Skolen ved Gurrevej har haft leg og trivsel på skoleskemaet i en uge – som en del af det store projekt Levende Legekultur.

Eleverne fra 3.c styrter rundt i salen på Skolen ved Gurrevej. De leger kædefangeleg, og lyden af løbende trin blander sig med latter og høje hvin.

Efter et stykke tid stopper Daniel Osmann legen. Han er ansat ved Gerlev Center for Leg og Bevægelse – og en del af projektet Levende Legekultur, som Helsingør Kommune deltager i sammen med fire andre kommuner. I dag er han på besøg for at lære 3.c at udvikle deres egne lege.

Børnene sætter sig i en rundkreds og taler om, hvordan de kan gøre legen endnu sjovere. Der er mange forslag. Der kan f.eks. være flere fangere, eller man kan hinke eller hoppe i stedet for at løbe.

- Det er vigtigt, at vi kun laver én ting om ad gangen. Ellers bliver det for forvirrende, forklarer Daniel Osmann.

Dygtige legeeksperter

Efter at eleverne har leget i fire timer, er de godt trætte. Men de er også blevet dygtige lege-eksperter, som Daniel Osmann siger.

- Vi har taget flere lege og bygget videre på dem i fællesskab. Vi har talt om, at det er helt i orden at ændre på reglerne. Bare man gør det gradvis og hele tiden er opmærksom på, at alle bliver ved med at have det sjovt. Det er det allervigtigste i en leg, siger han.

Han peger på, at der tit er et konkurrence-element i eksempelvis sport. Det gælder om at vinde. Men i den gode leg er formålet udelukkende at have det sjovt.

- Det betyder, at eleverne skal aflæse hinanden. Der er altid nogen, som har overskud til at lægge mærke til, om én er ved at blive ked af det. Og som sørger for at justere på legen, så alle har det sjovt igen. Fx ved at lade sig fange i en fangeleg. Den gode leg er også en øvelse i empati og socialt ansvar, fortæller Daniel Osmann.

Nye legekammerater

3.c’s lærer Marianne Hyllested er sikker på, at den gode leg er med til at øge trivslen blandt eleverne.

- Når børnene leger sammen på kryds og tværs i klassen, oplever de andre sider af hinanden, end de plejer. De lærer at forstå og tage hensyn til hinanden, siger hun.

- Jeg ser klassen som et netværk mellem 21 børn. Jo flere sjove oplevelser, de får med hinanden, jo stærkere relationer. Det giver et tæt og stærkt netværk - og et trygt læringsrum. Jo stærkere ’maskerne’ er mellem eleverne, des bedre trives de - og jo bedre forudsætninger har de for at lære, forklarer hun.

Marianne Hyllested håber, at børnene får et helt arsenal af lege med sig fra lege-ugen – og at de bliver så dygtige lege-eksperter, at de kan formidle legene til andre. De skal bl.a. lære en 1. klasse og deres egne forældre at lege.

'Det er rigtig sjovt'

Tre af 3.c’s elever, Betül, Magnus og Mohammed, synes, det er rigtig sjovt at lege.

- Det er godt at løbe og komme af med noget af den energi, jeg har i kroppen, siger Betül.

Og Mohammed supplerer:

- Det er sjovt, særlig det med at tage en leg og ændre på den. En leg kan blive lidt kedelig, hvis den altid er den samme.

Børnene er glade for, at de lærer at opfinde deres egne lege.

- Måske kommer vi også til at lege mere med nogle andre, end vi plejer, siger Magnus.

Fakta:

• Helsingør Kommune er med i projektet Levende Legekultur – en femårig indsats for at styrke legekulturen i Danmark. Projektet ledes af Gerlev Center for Leg og Bevægelse og klæder lærere, pædagoger, skoleelever og lokale ildsjæle på til at igangsætte og understøtte leg. Indsatsen er støttet af Lauritzen Fonden.

• I Helsingør Kommune er Skolen ved Gurrevej med i projektet sammen med Nordvestskolen, Abildvænget Børnehus, Børnehuset Troldehøj, Børnehuset Villa Kulla og boligområderne Nøjsomhed, Vapnagaard og Nordvest ved Kingosvej.

• Indsatsen startede sidste sommer med en legefestival i sommerferien, der gentages i 2020. I perioden fra den 11.-19. maj vil alle kunne møde Levende Legekultur, når de besøger Kulturhavnen med Legeskibet, det tidligere skoleskib Lila Dan, fyldt med leg, spil og legematroser på Kajen.

• I 3.c er den levende legekultur blevet tema for Boost-ugen. Boost er Helsingør Kommune store innovative skoleprojekt og har i år titlen ’hack din verden’.

Gode argumenter for at lege:
• Leg gør os glade
• Leg er social dannelse
• Leg er kropslig dannelse
• Legekultur er kulturarv
• Leg skaber vi sammen

Læs mere om Levende Legekultur

Vil du læse flere nyheder om børnelivet i kommunen?

Abonner på Helsingør Kommunes nyhedsbrev Børneliv

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus

Betül, Magnus og Mohammed fra 3.c synes, det har været rigtig sjovt at lege.

Fangeleg!

Daniel Osmann instruerer børnene i 3.c.