Gode råd til en skoledag hjemme

Læringskonsulenterne Signe Thorius og Mette Thompson fra Center for Dagtilbud og Skoler giver deres bud på, hvordan man skaber en god skoledag hjemme.

Langt de fleste af Helsingør Kommunes skolebørn laver i øjeblikket deres skolearbejde hjemmefra. Deres lærere har sørget for, at de har rigeligt med opgaver at gå i gang med.

Men for mange forældre er det udfordrende at sikre en god hjemmeskoling, samtidig med at de selv skal passe deres arbejde via computer og internet.

Vi har spurgt læringskonsulenterne Signe Thorius og Mette Thompson fra Center for Dagtilbud og Skoler, hvordan man skaber en god skoledag hjemme:

Skab struktur på hverdagen

Skab “skole”rammer

Hjemmet er ikke normalt en kontekst, hvor børn og forældre laver strukturerede opgaver sammen. Derfor kan det være konfliktfyldt, hvis ikke rammerne bliver skabt.

Det er forskelligt, hvad der virker godt i familien, men her er et par bud:

- Lav en fysisk plads, hvor man arbejder - sammen eller hver for sig.
- Lav en fast tidsramme, fx. skoledag fra 8-14.
- Lav et skema sammen. Et skema, der enten viser fag i tidsrum - eller opgaver, der skal løses i løbet af ugen.

- Husk at holde frikvarterer - og kom meget gerne ud i frikvartererne.
-  Få så vidt muligt indført rutiner: Måder at starte dagen op på, måder at slutte dagen af på, hvornår man spiser etc.

Alsidighed er en nødvendighed

Det er en fordel at fylde dagen op med forskelligartede opgavetyper. Nedenstående er tre bud på, hvordan man kan sørge for, at dagen er alsidig.

- Træning - fx på en portal eller i en bog/hæfte - er som regel kendetegnet ved udfyldningsopgaver.
- Produktion - fx skriveopgaver, lydfiler, tegning til historier, beskrivelser af noget, eleverne har lært - generelt opgaver, hvor barnet selv skal producere noget.
- Undersøgelser - hvor man taler sammen og undrer sig eller drøfter forskellige indsigter eller holdninger. Fx opgaver hvor man skal ud og finde tre bløde ting i naturen, eller tale om “hvad er en god beslutning?”.

Husk, at den positive stemning er vigtig for læring. Et indskolingsbarn kan typisk koncentrere sig om en opgave i max 20 minutter. Det øges gradvist med alderen, men man kan ikke forvente, at alle børn kan arbejde koncentreret 7 gange 45 minutter hver dag.

Nyttige links og læringsportaler

Læring er meget andet end læringsportaler - men langt de fleste forlag har åbnet op for alle indgange.

Mange af læringsportalerne er ikke designet til “selvstændigt” arbejde, men undervisning og klassesamtaler. Hjælp dit barn i gang på de mange portaler.
Kommunen har databehandleraftaler med Alinea, Gyldendal, Clio, Skoledu, Go-forlaget og MatematikFessor.

Vores eget Naturcenter Nyruphus har lagt aktivitetsforslag ud på hjemmesiden. Der er opskrifter på håndsæbe, håndsprit, toiletpapir og gær, som man kan lave selv - så det er bare med at gå i gang.

Se aktivitetsforslag fra Nyruphus

Andre meningsfyldte opgaver, som er i et krydsfelt mellem skole og hjem

Lav en familie-rekordbog og saml på rekorder for:
- 10 meter løb
- det længste mælkebøtteblad
- de fleste hop på trampolinen
- holde vejret længst
- spise flest agurker på 20 sekunder
osv. osv.. (0.-6.kl)

- Klip et gækkebrev og leg med former og symmetri (0.-6.kl)
- Find en papirsfly-opskrift på nettet og se, om I kan bygge og få det til at flyve langt (0.-6.kl)
- Find en god bageopskrift frem og bag sammen (0.-9.kl)
- Tegn dit drømmeværelse og placer alle dine drømmeting i det (4.-6.kl)
- Se Ultra Nyt og tal om verdens situationen (0.-9.kl)
- Skriv dit navn på midten af et papir og tegn alle de ting, som du godt kan lide rundt om dit navn (3.-6.kl)
- Lav mønstre ved at lave en streg og fylde alle rum ud med forskellige mønstre

Særligt for indskolingen 

- Husk, at når små børn læser (0.-2. kl.), så er det superhårdt arbejde. Derfor skal man ikke forvente, at de kan læse højt længere end 10 minutters tid.
- Læs højt for børnene og tal om billederne og historien undervejs. Lad børnene stille spørgsmål og undre sig og gå med dem på oplevelse ind i litteraturen.
- Tegn bogstaverne som sjove billeder, hvor bogstavet indgår i et billede af en ting, som starter med bogstavet. 
- Skriv alle bogstaverne op på små sedler og lad barnet sortere dem i vokaler og konsonanter.

Flere fif til læsning for alle klassetrin

- Spil stavelseskrig med børnene. Man tager et billedlotteri eller vendespil. Så deler man bunken i to lige store bunker- en til hver - og spiller krig. Værdien af kortet er det antal stavelser, ordet har - fx dukkevogn er tre. (0.-5. kl.).
- Lyt til en bog på e-reolen go med barnets Unilogin. Lad barnet fortælle, hvad bogen handlede om. (0-10. kl.).
- Fra midt på mellemtrinnet kan man lave en bogbento. Ideen er, at man læser en bog og i stedet for at lave en klassisk boganmeldelse, skal man lave en slags insta boganmeldelse. Man tager et billede med bogen og nogle ting, man har fundet, som siger noget om bogens handling. (5.-10. kl.).
- Læseundervisning er en meget vigtig del af danskundervisningen. Her er et link, som eleverne kan tilgå via deres Chromebook. Her arbejder man med læsning af en selvvalgt bog. Man gør noget før, under og efter læsning. På den måde arbejder man allerbedst med læsning (3.-7. klasse).

Online undervisning

Sofaskolen.dk er et tilbud til skoleelever under Corona-krisen. Sofaskolen tilbyder undervisningsmateriale til indskolingen – og live undervisning til mellemtrinnet og udskolingen. Der er skiftevis dansk og matematik på skoleskemaet.

Følg med i Sofaskolen

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. Corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus

Fif for indskolingen: Tegn bogstaverne som sjove billeder, hvor bogstavet indgår i et billede af en ting, som starter med bogstavet. Fx en ø.

Fif for 5.-10. kl.: Lav en bogbento. Ideen er, at man læser en bog og i stedet for at lave en klassisk boganmeldelse, laver man en slags insta boganmeldelse. Man tager et billede med bogen og nogle ting, man har fundet, som siger noget om bogens handling.