Helsingør gør en indsats for flere uddannede pædagoger

Kommunen har en del værktøjer i brug, når det gælder om at skaffe flere uddannede pædagoger.

Uddannede pædagoger er en mangelvare i hovedstadsområdet, og det gør det udfordrende for dagtilbudslederne, også i Helsingør Kommune, at leve op til målsætningen om en stor andel af uddannede pædagoger i dagtilbuddene.

Det vil Helsingør Kommune gerne gøre noget ved, og for at gøre det attraktivt for flere at læse til pædagog har kommunen taget en stribe værktøjer i brug.

Bl.a. tilbyder kommunen mulighed for at uddanne sig til meritpædagog, hvis man har arbejdet en årrække som pædagogmedhjælper. Tidligere var kravet fem års erhvervserfaring – men nu kan man få dispensation, så man kun behøver to års erfaring, hvis man er over 25 år.

Den mulighed har medhjælpere i kommunen gjort brug af, fortæller Niels Brockenhuus, som er leder af dagtilbudsområdet i Helsingør Kommune.

- I de tilfælde har medhjælperen, i samarbejde med det dagtilbud, hvor vedkommende er ansat, fundet ud af, at det giver rigtig god mening at tage en pædagoguddannelse. Uddannelsen kan man tage, enten fysisk eller på nettet, samtidig at man arbejder og får sin løn som vanligt, siger han.

Mindre hektisk hverdag

Et andet greb, som kommunen skruer på, er forholdene for de dagtilbud, der har pædagogstuderende i praktik.

- Vi har gjort det mere attraktivt at være praktik-institution, efter at halvdelen af de studerendes tid ved sidste budget blev taget ud af normeringen. Dvs. at de dagtilbud, som har studerende, i praksis er blevet opnormeret. For de studerende betyder det mere fokus på at være studerende og tid til refleksion, forklarer Niels Brockenhuus.

Helsingør Kommune arbejder på at stable et praksissamarbejde med Københavns Professionshøjskole på benene, så kommunen får egentlige uddannelsesbørnehaver, som på fast basis tager imod studerende samt undervisere og forskere fra pædagoguddannelsen. Dette sætter fokus på at øge kvaliteten for både de studerende og undervisningen på professionshøjskolen – samtidig med at det udvikler pædagogikken i dagtilbuddene.

Merituddannelse for akademikere

Endelig samarbejder Helsingør – side om side med København, Frederiksberg, Gentofte og Ishøj kommuner – med Københavns Professionshøjskole om at oprette en meritpædagoguddannelse for akademikere – en sporskifte-model - på godt to år, hvor man kan få løn under uddannelsen. Tanken er opstået, fordi der er høj ledighed blandt akademikere, ikke mindst i København.

Uddannelsen er endnu ikke godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Men bliver den det, kan det første hold studerende i princippet begynde den 1. februar 2021.

- Vi må gøre, hvad vi kan i en tid, hvor optaget til pædagoguddannelsen atter engang ikke er stort nok. Så vi arbejder på at få så mange værktøjer i værktøjskassen som muligt, for i Helsingør vil vi gerne have de bedste dagtilbud. Byrådet har besluttet at indføre minimumsnormeringer, og vi har derfor brug for at ansætte flere pædagoger, og så er det vigtigt, at vi har et godt rekrutteringsgrundlag, siger Niels Brockenhuus.

Gitte Kondrup, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, supplerer:

- Vi har indført minimumsnormeringer og sat fokus på at få de studerende ud af normeringen, fordi vi som politikere gerne vil sikre gode betingelser for børnene i vores dagtilbud - og for de studerende. Samtidig vil vi gerne rekruttere kvalificeret personale til vores dagtilbud og bidrage til at uddanne flere pædagoger.

Medhjælpere i kø

Mette Johansen, leder af Børnehuset Montebello, er én af de dagtilbudsledere, som har sendt medhjælpere afsted på meritpædagoguddannelsen. Faktisk er tilbuddet så populært for medhjælperne i børnehuset, at de pt. står i kø for at få lov at læse til pædagog.

- For mig er det vigtigt at være med til at sikre, at der hele tiden bliver uddannet dygtige pædagoger, ikke bare til vores eget børnehus, men til Helsingør Kommune. Og det er dejligt, at vi har medhjælpere, som brænder for at blive uddannet og på den måde komme et skridt videre i deres karriere, siger hun.

Mette Johansen peger på, at meritpædagoguddannelsen er en rigtig god mulighed for medhjælpere, der har arbejdet i en årrække, og ikke rigtig kan se sig selv på SU.

- Vi har stor glæde af at have folk på uddannelse, for det gør, at børnehuset bliver podet med nye ideer, og at der bliver stillet kritiske spørgsmål, fortæller hun.

Kan koble teori og praksis

Kristina Kjær, som i dag er afdelingsleder i Børnehuset Montebello, er en af de medhjælpere, som har læst til meritpædagog. Hun har været færdiguddannet i halvandet år og kan ikke forestille sig en bedre måde at uddanne sig til pædagog på.

- Det giver virkelig meget, at man hele tiden kan koble teori og praksis. Det, som man læser om i bøgerne, kan man bruge lige bagefter i institutionen, siger hun.

Kristina Kjær arbejdede på fuld tid, mens hun læste – også på fuld tid. Det krævede selvdisciplin og en evne til at strukturere sin tid, som hun siger. Men hun har aldrig fortrudt sit valg af meritpædagoguddannelsen.

- Mens jeg læste, fik jeg gradvis mere ansvar og fik meget hurtigt lov til at bruge min pædagogiske erfaring i børnehuset. Det var en meget stor fordel at uddanne sig på den måde, som jeg gjorde, og jeg vil bestemt anbefale det til andre, siger hun.

Fakta:

• I dag kan man læse til meritpædagog, hvis man har arbejdet to år som pædagogmedhjælper og er fyldt 25 år. Det dagtilbud, hvor medhjælperen er ansat, betaler udgiften til undervisning og bøger. Medhjælperen arbejder på sit sædvanlige timetal sideløbende med uddannelsen.

Læs mere om muligheden for at uddanne sig til meritpædagog her

• Helsingør Kommune har sammen med Københavns Professionshøjskole og fire andre kommuner foreslået en ny meritpædagoguddannelse for akademikere. Den er endnu ikke godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

 

Ændret drift grundet corona-virus
Vær opmærksom på at driften fortsat kan være ændret
Få overblikket over ændringer