Hygiejnekorps hjælper med rengøring i dagtilbud

40 medarbejdere fra alle hjørner af kommunen står i disse dage klar med sprit og klud i dagtilbuddene.

Det er ikke en helt almindelig hverdag, børnene er mødt ind til i kommunens dagtilbud efter ugevis med corona-lukket. Nye strikse retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen dikterer blandt andet afstand mellem børnene og udendørsaktiviteter det meste dagen. Derfor har Helsingør Kommune gjort en ekstra indsats for at gøre den nye opstart for børnene så god og med så meget overskud som muligt.

40 medarbejdere fra andre områder i Helsingør Kommune har meldt sig frivilligt til et såkaldt hygiejnekorps, der dagen igennem sikrer, at for eksempel legetøj, håndtag og toiletter løbende bliver sprittet af og rengjort.

- Det er rigtig dejligt at få en hånd udefra af andre medarbejdere, der kommer og hjælper med, at vi får overholdt de nye retningslinjer. Det giver ro på og mulighed for at fokusere på børnene, siger Katrine Fischer, leder af Børnehuset Kysten.

Mangfoldigt sammensat

Hygiejnekorpset er mangfoldigt sammensat og består fx af medarbejdere fra skoletandplejen, sagsbehandlere fra Center for Job, Borgerservice og Teknologi og Center for By, Land og Vand, skolepsykologer, livreddere fra svømmehallen, forskellige køkkener, ansatte fra bibliotekerne mv.

Alle har været igennem et introkursus, inden de er blevet sendt ud i dagtilbuddene. En af dem, der har meldt sig, er kantinemedarbejder Beata Hampton.

- Kantinerne er jo lukket for tiden, så da den her idé med hygiejnekorpset dukkede op, var jeg straks klar. Jeg synes, det er rart at kunne hjælpe, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at børnene kommer tilbage i en tryg og god hverdag. Og så er det sjovt at komme ud og arbejde nogle nye steder og møde nogle kolleger, jeg ikke kender i forvejen, siger hun.

FAKTA:

  • Alle deltagere i Helsingør Kommunes hygiejnekorps har gyldig børneattest.

  • Eksterne rengøringsfirmaer – bl.a. lokale Renell – varetager en stor del af den ekstra rengøring i forbindelse med genåbning af dagtilbud og skoler.