Leg og kunst går hånd i hånd

En række daginstitutioner i Helsingør Kommune er med i det landsdækkende projekt, LegeKunst, som er støttet af Nordeafonden.

De 13 børn fra storegruppen i Børnehuset Spiloppen er i fuld gang på legepladsen. Nogle leger i det slot, de har bygget, andre er optaget af at fastgøre et nedløbsrør til den regnvandstønde, som er blevet placeret på legepladsen. Atter andre slæber afsted med en tyk gren, som er hjembragt fra formiddagens tur i skoven.

I december, januar og februar har børnene haft fokus på at skabe deres egen drømmelegeplads. Et ugentligt besøg af kultur- og naturformidler Peter Jørgensen har inspireret og givet luft under vingerne til børnenes egne ideer.

Projektet i Spiloppen er en del af det landsdækkende projekt LegeKunst, som skal bringe nul-seks årige børn tættere på kunst og kultur – og forske i, hvad mødet med kunst og kultur i hverdagen betyder for børns leg og dannelse. Og for de voksne omkring dem.

Fem dagtilbud i Helsingør Kommune er i øjeblikket i gang med LegeKunst-projekter og har i et par måneder haft en fast ’huskunstner’ på besøg en gang om ugen. Fem nye tilbud starter projekter i løbet af marts.

Børnenes egne ideer

I Spiloppen har målet været at gøre det udendørs legerum mere attraktivt – og det har været vigtigt at give plads til børnenes egne ideer. At se hvad der sker, når børnene får lov at styre. Derfor har børnene besluttet, hvad der skal være på deres drømmelegeplads. Ønskerne lød bl.a. på rumraketter, store biler og et slot – og en del af tingene er allerede bygget.

- Børnene har været meget optaget af at bygge med rigtigt værktøj, og bl.a. boremaskinen har været et stort hit. For børnene har det også været spændende at røre ved de forskellige materialer, fortæller Peter Jørgensen.

Som for at understrege hans pointe sidder et par piger og leger med høvlspåner – og en af dem smider en masse op i luften og ser, hvordan de langsomt daler ned på jorden.

Hele projektet i Spiloppen er foregået uden for på legepladsen eller i skoven. Og personalet har oplevet, at børnene elsker at boltre sig udendørs i al slags vejr. Også regn.

På legepladsen eller i skoven

Dorthe Vanghøj er lektor på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole og har fulgt projektet, som hun skal evaluere på.

- Det har været spændende at se, hvordan børnene har taget ejerskab til den proces, det har været at skabe deres drømmelegeplads. Når vi giver plads til børnenes egne ideer og inddrager dem i, hvordan hverdagen i børnehaven er skruet sammen, engagerer de sig og trives rigtig godt, fortæller hun.

Også børnegruppens pædagoger, Pia Larsen og Winnie Poulsen, synes, projektet har haft en positiv effekt på børnene.

- Projektet har virkelig været en øjenåbner. Vi har inddraget børnene i alle processer, og det har givet god inspiration at se, hvad der sker, når børnene får lov til at styre og føre deres egne ideer ud i livet, siger Winnie Poulsen.

- Det har været spændende at tænke ud af boksen, og nu vil vi gerne sprede vores erfaringer fra projektet til de øvrige børn i Børnehuset.

- Ja, og vi skal have bygget rumraketter og kæmpebiler til legepladsen, supplerer Pia Larsen – med henvisning til de af børnenes ideer, som endnu ikke er ført ud i livet.

LegeKunst har givet meget

For Helle Grangaard, som er leder i Spiloppen, er der ingen tvivl om, at LegeKunst-projektet har givet meget til dagligdagen.

- Det er et privilegium at få lov at være med i et spændende forskningsprojekt som dette. Vi har haft et utroligt godt samarbejde med Peter og Dorthe. Både voksne og børn har glædet sig til LegeKunst-dagene, siger hun og fortsætter:

Som leder oplever jeg, at mit personales grænser er flyttet. De tør lade børnene afprøve helt nye ting - og er blevet endnu bedre til at følge børnenes input. Der er kommet en god balance mellem legen og den voksnes kontrolbehov.

- Mine medarbejdere føler, at de igennem LegeKunst har fået en lille efteruddannelse. Hvor er det bare skønt, at vi alle kan lære nyt – både børn og voksne, slutter Helle Grangaard.

Fakta om LegeKunst

• Et landsdækkende projekt, støttet af Nordeafonden. Løber frem til 2022.
• LegeKunst bringer de yngste tættere på kunsten og kulturen og forsker i, hvad mødet med kunst, kultur og æstetiske læreprocesser i hverdagen betyder for børns leg og dannelse samt for de voksne omkring dem.
• LegeKunst foregår i et tæt samarbejde mellem huskunstner, medarbejdere og børn – og med pædagoguddannelsen og får således også indflydelse på kommende pædagogers hverdag.
• I Helsingør Kommune deltager følgende børnehuse i LegeKunst-projekter: Snekkersten, Spiloppen, Søbæk, Rosenkilden, Klatretræet, Kysten, Mariakringlen, Hallandsgården, Tikøb og Montebello.

Læs mere om LegeKunst

Dagbladet Politiken har været på besøg i Børnehuset Rosenkilden, som også deltager i LegeKunst - og skrevet en reportage.

Se mere her

Børnene har bragt grene med hjem fra skoven til deres drømmelegeplads. Alle fotos: Sandra Odgaard, Thinkalike

Kultur- og naturformidler Peter Jørgensen har inspireret og hjulpet børnene med at føre deres ideer ud i livet.

Det kræver samarbejde at bygge nyt til drømmelegepladsen.

Børnene har selv bestemt, at der skal være et slot på deres drømmelegeplads - og de har selv været med til at bygge det.