Levende legekultur i Troldehøj

Indsatsen Levende Legekultur skaber grin og glæde og udvikler børns legekultur.

En børnegruppe fra Troldehøj sidder i en rundkreds. De venter. Når underviser Mette Stryhn Hansen fra projektet ’Levende Legekultur’ vinker til ét af børnene, vinker han eller hun tilbage. Bagefter bytter de to plads.

Kort efter er der to voksne, der vinker til et barn hver. Og bagefter tre. Flere og flere bytter plads samtidig. Legen har udviklet sig.

Mette Stryhn Hansen er sammen med sin kollega Heidi fra Gerlev Center for Leg og Bevægelse på besøg for at inspirere børn og voksne i Troldehøj til leg. Og vinkelegen er et godt eksempel på, hvad underviserne fra Gerlev arbejder med. De tager en leg, bryder den ned i elementer og bygger ovenpå igen.

- Når vi leger på den måde, giver vi plads til børnenes egne indfald. Vi voksne kan godt komme til at styre børnenes lege for meget, hvis vi ikke giver dem lov til at afvige fra det, vi har i hovedet på forhånd, forklarer Mette Stryhn Hansen.

Social dannelse

Troldehøj er sammen med en række andre dagtilbud og skoler i Helsingør med i projektet ’Levende Legekultur’. Overordnet set drejer det sig om at holde liv i legekulturen.

Et vigtigt formål med besøget i Troldehøj er at inspirere det pædagogiske personale til at lege med børnene. Og underviserne vil gerne vise, hvordan man kan tage en leg og udvikle den, i takt med at børnene kommer med input.

For leder af Børnehuset Troldehøj, Vibeke Pedersen, er besøgene fra Gerlev Center for Leg og Bevægelse, som finder sted jævnligt i en treårig periode, en gave.

- Det er vigtigt, at vi som voksne kan gå ind i en leg og hjælpe med at sikre, at alle er med, at børnene ikke altid har de samme roller – uden at vi bliver for styrende, siger Vibeke Pedersen og fortsætter:

- Legen indeholder vigtige elementer af social dannelse. For at være god til at lege skal man være god til at forhandle, indgå kompromiser og organisere, hvem der gør hvad, siger Vibeke Pedersen.

Alle kan være med

En vigtig pointe i legene er, at alle kan være med. Legene kræver ikke særlige færdigheder, som fx at man er god til at spille bold eller stå på hænder. Det er lege, der inviterer til at inkludere alle i fællesskabet, og som ikke kræver en masse remedier.

Et hit for børnegruppen i Troldehøj er legen ’Hvad er klokken, hr. løve?’. I legen står alle børnene bag et tov, der ligger på jorden, og Heidi er løven.

Børnene spørger: ’Hvad er klokken, hr. løve?’, og Heidi svarer tre. Børnene tager tre skridt frem. Bagefter er klokken fem, og børnene tager fem skridt frem. Men på et tidspunkt svarer Heidi: ’Spisetid’ på børnenes spørgsmål - og jagter dem tilbage bag linjen under høje hvin.

Den leg leger børnene længe. Og bagefter foreslår en dreng, at alle skal være edderkopper. Mette og Heidi griber straks ideen, og kort efter kravler både børn og voksne rundt på alle fire som edderkopper på græsset.

- Det er så vigtigt, at vi går med på børnenes ideer. At vi ikke bare siger: ’Nej, denne her leg er om en løve’. For leg er noget, vi skaber og udvikler sammen. En måde at udforske verden på, siger Mette Stryhn Hansen.

Kropsbevidsthed

Vibeke Pedersen peger på, at leg ikke alene fremmer sociale kompetencer, men også motorik og kropsbevidsthed.

- Det er vigtigt med den kropslige dimension, og at børnene lærer at afgrænse sig selv og sætte grænser. Det betyder noget, at de fx har holdt i hånden i legen. Så er det sværere at slå hinanden bagefter, siger hun.

For hende er drømmescenariet, at børnene bliver i stand til selv at sætte lege i gang, hvor flere end dem, man plejer at lege med, kan være med. Hvis de ovenikøbet kan ændre i reglerne og udvikle legen undervejs, uden at blive uvenner, er det rigtig godt.

Og den levende legekultur er ikke kun noget, børnene bliver præsenteret for. Også deres forældre har haft mulighed for at lege med underviserne fra Gerlev - til et forældrearrangement sidste sommer.

- Forældrene syntes, det var skægt at lege. Vi vil jo gerne vise dem, hvad vi arbejder med – og inspirere dem til at lege med deres børn også, siger Vibeke Pedersen.

Fakta om Levende Legekultur

• Helsingør Kommune er med i projektet Levende Legekultur – en treårig indsats for at styrke legekulturen i Danmark. Projektet ledes af Gerlev Center for Leg og Bevægelse og klæder lærere, pædagoger, skoleelever og lokale ildsjæle på til at igangsætte og understøtte leg. Indsatsen er støttet af Lauritzen Fonden.
• I Helsingør Kommune er Børnehuset Troldehøj med i projektet sammen med Skolen ved Gurrevej, Nordvestskolen, Abildvænget Børnehus, Børnehuset Villa Kulla og boligområderne Nøjsomhed, Vapnagaard og Nordvest ved Kingosvej.

Gode argumenter for at lege:

• Leg gør os glade
• Leg er social dannelse
• Leg er kropslig dannelse
• Legekultur er kulturarv
• Leg skaber vi sammen

Læs også artiklen: Gode lege handler om at have det sjovt

Læs mere om levende legekultur

Legen giver anledning til mange gode grin. Foto: Thinkalike

Hoved, skulder, knæ og tå... Hvor er det nu, de forskellige kropsdele sidder?

Alle er edderkopper...