Navnenyt: Ulla Glædesdahl er ny daglig pædagogisk leder på Tibberupskolen

Den tidligere afdelingsleder overtager roret efter Mads Hasselgaard, som er rykket til Snekkersten Skole.

Igennem tre et halvt år har Ulla Glædesdahl som afdelingsleder på Tibberupskolen været med til at bygge Espergærdes nye udskolingsskole op. Hun har arbejdet sammen med Mads Hasselgaard, der var daglig pædagogisk leder på skolen indtil den 1. januar 2020, hvor han rykkede til stillingen som skoleleder på Snekkersten Skole.

Nu ser Ulla Glædesdahl frem til, at hun som ny daglig pædagogisk leder på Tibberupskolen kan bygge videre på det arbejde, hun og Mads Hasselgaard har lagt i at bygge skolen op.

- Vi har vores værdisæt, organisation og strategi på plads, og vi har grundlagt nye traditioner for vores skole. Så nu handler det i høj grad om at forankre det hele og se det finde sin form, siger Ulla Glædesdahl.

Mange års erfaring

Hun har mange års erfaring i skolelivet bag sig og har arbejdet 25 år som lærer i udskolingen, bl.a. på Grydemoseskolen og Snekkersten Skole. Hendes ledelseserfaring er bygget op gennem de seneste tre et halvt år som afdelingsleder.

Privat bor Ulla Glædesdahl i Snekkersten med mand og to børn.

I løbet af foråret falder det på plads, hvem der bliver ny afdelingsleder på Tibberupskolen.

Fakta:

  • Tibberupskolen er udskolingsskole for alle Espergærdes børn og har cirka 650 elever, fordelt på 26 klasser.
  • Skolen har som de øvrige Espergærdeskoler mottoet ’Læring med karakter’ og hviler på værdierne mangfoldig faglighed, kreativitet/innovation og fællesskab med anerkendende relationer.

 

Ændret drift grundet corona-virus
Vær opmærksom på at driften fortsat kan være ændret
Få overblikket over ændringer