Professionelle dansere på turné i dagtilbud

Nyhedsbrevet Børneliv var med, da børn fra Hallandsgården mødte de to dansere fra dansekompagniet Myka.

Kunst kan opleves med alle sanser og hele kroppen. Det har vuggestue- og børnehavebørn i 11 dagtilbud i Helsingør Kommune mærket i de forgangne uger, hvor de har haft besøg af et professionelt dansekompagni.

Nyhedsbrevet Børneliv var med, da dansekompagniet MYKA besøgte Børnehuset Hallandsgården. Her opførte de to dansere Marie og Georgia forestillingen ’Månen’ for en gruppe vuggestuebørn.

I begyndelsen fulgte børnene dansernes bevægelser med øjnene. Men efterhånden fik de lyst til selv at være med og bevægede sig ud på gulvet, hvor danserne inddrog dem. Bl.a. trillede de bolde til børnene, som spillede dem tilbage og jagtede dem.

- Det er dejligt at give en kunstnerisk og æstetisk oplevelse til de helt små. At vise dem et sanseligt univers og invitere dem til selv at bevæge sig, sagde Marie og Georgia efter forestillingen.

Dansen kan gøre noget særligt

Bag de interaktive danseforestillinger står Dansehallerne, der er et nationalt center for dans og koreografi. Hvert år sender Dansehallerne professionelle dansekompagnier ud til 500 danseforestillinger i skoler og dagtilbud. Det sker i et vigtigt samarbejde med en række af landets kommuner, heriblandt Helsingør.

Den aktuelle turné i Helsingør Kommune er en del af det landsdækkende treårige projekt ’KORA – dans for de yngste’, som er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond.

Projektet tager afsæt i Dansehallernes overbevisning om, at dansen kan gøre noget helt særligt og være med til at lære børn at turde udtrykke sig og indgå i fællesskaber på nye måder.

For leder af Hallandsgården, Lotte Marie Røpke, er det et stort privilegium at få besøg af et dansekompagni.

- Det betyder meget for børnene, at de får oplevelser med kunst og kultur. Og det er virkelig rart, at oplevelserne kommer til børnehuset, så børnene kan få dem i vante og trygge omgivelser. Nogle af de små bryder sig fx ikke om at komme ind i en mørk teatersal, siger hun.

Også vuggestuen og børnehaven Nyrup har haft besøg af danserne fra Myka. Her siger leder Eva Meyer:

- Danseforestillingen var en enorm sanselig oplevelse for børnene – en eventyrrejse med lyd og stemninger. Det er dejligt, at børnene får oplevelsen i deres vante rammer, så de kan direkte ud på stuerne og lege og danse videre. I virkeligheden er det vores vigtigste opgave i dagtilbuddet: At sørge for, at børnene får inspiration, som de kan tage med sig videre i legen og finde deres egne udtryksformer.

Fakta

• Dansekompagniet MYKA har været på turné i dagtilbud i Helsingør Kommune med forestillingen ’Månen’ for de 0-2-årige og ’Rumrejsen’ for de 2-4-årige.
• Kompagniet Tiny Dancer har været på turné til institutioner med forestillingen ’YEM’ for de 2½-6-årige.
• Det er dagtilbuddene i Espergærde, Tikøb, Hellebæk, Ålsgårde, Hornbæk og Nyrup, der har haft glæde af tilbuddet som en del af en større kulturindsats på dagtilbudsområdet.
• Projektet ’KORA – dans for de yngste’ er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond og er et treårigt projekt fra 2020-2022.

Se mere om KORA på Dansehallernes hjemmeside

Ændret drift grundet corona-virus
Vær opmærksom på at driften fortsat kan være ændret
Få overblikket over ændringer