Ungdomsskolen holder hjertet varmt på Instagram

Det er håndholdt og improviseret, men målet er at bevare de stærke fællesskaber, når Ungdomsskolen i øjeblikket møder de unge online på en helt ny måde.

Ungdomsskolens røde logo hænger i baggrunden, men det er bygget af Legoklodser, og stedet er ikke det sædvanlige pulserende ungemiljø på Rasmus Knudsens Vej. I stedet er vi hjemme i Sandra Seeligers stue.

- Hold op hvor jeg savner Ungdomsskolen og at være sammen med jer, siger Ungdomsskolens cafékoordinator på videoen, inden hun deler en opskrift på lækre brownies, som hun har fået af Victoria fra 8. klasse på Nordvestskolen.

På Instagram har de unge i den seneste uge kunnet møde Ungdomsskolen på en helt ny måde, mens Danmark er sendt i hjemmekarantæne. Med hjemmevideoer og live-aktiviteter på Instagram bliver der bygget relationer på en helt ny måde, og de unge har hurtigt fundet ud af at tune ind på profilen.

- Vi kan høre på dem, at de synes, det er fedt, og de glæder sig allerede til næste gang. Der er helt klart nogen, der higer efter, at der sker noget, og vi kan mærke på dem, at de savner noget socialt, siger Sandra Seeliger.

Fællesskaber for de unge

Under mere normale omstændigheder ville hun møde de unge i Ungdomsskolens café på Rasmus Knudsens Vej, der er centrum for en masse af de fritidsaktiviteter, som bygger fællesskaber for de unge. Nu skal hjertet holdes varmt på de sociale medier i stedet.

- De skal helst ikke miste relationen til os. Vi har sluppet dem meget brat, da vi pludselig skulle lukke alting ned, og vi skal vise dem, at vi stadig er her på en måde, der er tryg og sjov for de unge, siger Sandra Seeliger.

Det er hende, der har taget initiativ til at starte Instagram-aktiviteterne op, bl.a. fordi hun kunne mærke en stigende interesse for at være sammen om noget blandt de unge, der i øjeblikket ikke kan komme på Ungdomsskolen.

- Der er flere, der har skrevet, at de savner os, og man kan sige, at vi har grebet en bold, der hopper, og prøver at spille den tilbage til de unge, siger Sandra Seeliger.

Konkurrencer og live-musik

Foreløbig kører Instagram-aktiviteterne tirsdag, onsdag og torsdag aften, og flere af skolens faste undervisere har budt ind med improviserede online-workshops, konkurrencer og live-musik. Fælles for tiltagene er, at de er håndholdte og skabt i en spontan inspiration i et samspil med de unge.

- Det er en helt ny måde for os at skabe relationer på, og vi bliver klogere på, hvad der virker, samtidig med at vi prøver ideerne af, siger Sandra Seeliger.

Efter påske fortsætter caféaktiviteterne online på Instagram. De kan findes på profilerne ungdomsskolen.helsingor og ungdomsskolen.espergaerde

Fotoet: Lav din egen læbeskrub, som plejer og beskytter #holdhjertetvarmt

Kostas har givet live-workshop på Ungdomsskolens Instagram.