’Rart, at nogen står med åbne arme, når jeg er færdig’

Mia Maia Rosenkilde er social- og sundhedshjælper og læser til assistent med løntilskud fra Helsingør Kommune.

Helsingør Kommune har siden 2017 hvert år tilbudt ca. 10 social- og sundhedshjælpere, at de kan videreuddanne sig til social- og sundhedsassistenter med løntilskud fra kommunen. Det betyder, at social- og sundhedshjælperne kan uddanne sig, uden at de går nævneværdigt ned i løn under uddannelsen. Et tilbud, der skal gøre det attraktivt at læse videre.

En af dem, som har gjort brug af muligheden, er 32-årige Mia Maia Rosenkilde. Til april er hun færdig som social- og sundhedsassistent.

- Jeg synes, det er en rigtig god mulighed. Jeg kender en del garvede hjælpere, som aldrig har læst videre til assistenter, fordi de ikke har råd til at være under uddannelse. Med denne ordning er det muligt at få en assistent-uddannelse, selv om man har fået hus og børn, siger hun.

Mia Maia Rosenkilde begyndte som social- og sundhedshjælper-elev i Helsingør Kommune i 2014. En god veninde havde talt varmt om jobbet som social- og sundhedshjælper – og så virkede det overskueligt med en elevtid på 15 måneder.
- Jeg kunne godt lide blandingen af skole og praktik. Jeg er ikke så meget for at sidde på skolebænken, men vil gerne bruge min krop. Det var fedt, at jeg hurtigt kom ud og fik brugt min nye viden i praktikkerne, fortæller hun.

Flere fordele

Efter endt uddannelse blev Mia Maia Rosenkilde ansat i hjemmeplejen i Hornbæk, hvor hun også var i praktik. Hun havde været i jobbet i lidt over et år, da hun blev fristet af tilbuddet om at læse videre til social- og sundhedsassistent med løntilskud.

- Der er flere fordele. Dels er jeg ikke gået ned i løn, mens jeg videreuddanner mig, og dels er jeg sikret ansættelse i Helsingør Kommune efter endt uddannelse. Det er rart at vide, at nogen står med åbne arme, når jeg er færdig, siger hun.

Mia Maia Rosenkilde har aldrig været i tvivl om, at hun er kommet på den rette hylde som sosu-medarbejder. Dels er hun glad for selve jobbet. Og dels åbner social- og sundhedsassistent-uddannelsen op for nye muligheder.

- Den er nem at bygge videre på. Bl.a. kan jeg blive sygeplejerske eller socialrådgiver. Noget, som ellers ville være svært, fordi jeg ikke har gået i gymnasiet. Det giver selvtillid at vide, at jeg har noget fagligt i rygsækken og kompetencer at bygge videre på.

Mere udfordrende

Om forskellen mellem jobbet som social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent siger hun:

- Når jeg er færdig som assistent, får jeg helt andre opgaver og en anden dybde i arbejdet. Det bliver mere udfordrende, for så er det mig, der skal tage stilling til de faglige spørgsmål i dagligdagen. Er der fx en borger, som har det lidt skidt og ikke vil spise, skal jeg være den, der handler på det og beslutter, hvad vi skal gøre. Det kræver en masse viden, som jeg ikke havde før.

Pt. er Mia Maia Rosenkilde i praktik på klinikken for rygmarvsskader i Hornbæk. I alt 16 social- og sundhedshjælpere fra Helsingør Kommune er i øjeblikket i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistenter med løntilskud på kommunen, og i løbet af 2021 går en ny gruppe på tre medarbejdere i gang.

Det glæder formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget Mette Lene Jensen:

- Som politikere vil vi gerne gøre en indsats for at sikre, at vores medarbejdere har den nødvendige faglige ballast og dermed er veluddannede, og at der er tilstrækkeligt med social- og sundhedsassistenter at rekruttere. Derfor er jeg superglad for, at social- og sundhedshjælpere i kommunen tager imod tilbuddet om at læse videre med løntilskud. Håbet er selvfølgelig, at de bliver i kommunen efter endt uddannelse, siger hun.
Ændret drift grundet corona-virus
Vær opmærksom på at driften fortsat kan være ændret
Få overblikket over ændringer