Elever vandt priser for deres løsning på sundhedsudfordringer

Tre elevteams fik præmier for deres innovative designløsninger, da Helsingør Kommune i går afholdt Boost-Battle. Temaet for projekterne var sunde borgere.

Kreativiteten blandt Helsingør Kommunes elever er stor.

Det stod klart, da eleverne i går præsenterede deres bud på løsninger, der skal gøre Helsingør Kommunes borgere sundere, både fysisk og psykisk.

Spændvidden i de 21 forslag, der blev præsenteret for en ekspertjury, var stor. Fælles for alle forslag var, at eleverne havde sat spot på de sundhedsudfordringer, det danske samfund og kommunen står overfor, såsom overvægt, inaktivitet og ensomhed.

- Eleverne er kommet med rigtig mange spændende sundhedsløsninger, og jeg er glad for at se, hvor gode de er til at tænke ud af boksen. I fremtiden bliver kreative og innovative kompetencer meget efterspurgte, og med vores Boost-udfordringer ruster vi eleverne bedst muligt til fremtidens arbejdsmarked, siger borgmester Benedikte Kiær, Helsingør Kommune.

De 21 bedste forslag til Battle

Små 7000 elever på Helsingør Kommunes skoler har arbejdet med sundhedsudfordringen i en uge – og en jury har gennemgået alle de mange designforslag. De 21 bedste var valgt ud til Battle.

Vinderen, der gik hjem med innovationsprisen og 5000 kr. til klassekassen, var 7.S på Skolen ved Rønnebær Allé. Deres løsning hedder ’For dig, der ikke har råd’. Eleverne har udtænkt en ’byttebiks’ i sportsklubber, hvor folk kan aflevere deres brugte sportsudstyr, som kan hentes af borgere, der ikke har råd til at købe udstyr.

Anna-Liv Mandrup fra vinderteamet siger:
- Det har været rigtig sjovt at arbejde med den her udfordring, og vi har lært sindssygt meget.

Hendes klassekammerat Oscar Nielsen supplerer:

- Det føles vildt dejligt at vinde. Det er fantastisk at blive anerkendt, og at nogen eksperter synes, at det, vi har lavet, er godt.

7.S vandt, fordi deres design nemt kan sættes i gang og kan give mange mennesker et sundere liv.

Tre priser i alt

Der blev i alt uddelt tre priser til Battle. Udover innovationsprisen var det publikumsprisen og kommunikationsprisen.
Publikumsprisen gik til børn på mellemtrinnet på Nygård Skole, som havde designet et antistress-ur. Uret advarer, når der er stresstegn og kommer med bud på afstressende aktiviteter.

- Jeg havde helt svedige håndflader og var så spændt. Så hørte jeg, at det var os, der havde vundet og blev så glad, siger Romeo fra teamet.

Kommunikationsprisen gik til 3. klasse fra Tikøb Skole, som fortalte meget fint om deres projekt, læringszoner der tilgodeser børns mange intelligenser.

Verdens bedste børne- og ungekommune 

Udfordringen ’Sunde borgere’ var den anden af tre udfordringer, som eleverne på alle Helsingør Kommunes skoler bliver stillet over for i disse år. Det sker som et led i det store projekt ’Boost – Innovativ Skole i Helsingør Kommune’, som Helsingør Kommune gennemfører i samarbejde med INDEX: Design to Improve Life og Professionshøjskolen Metropol.

Projektet har til formål at gøre Helsingør Kommunes skolesystem førende i Danmark på innovation og kreativitet.

Næste Boost-udfordring ligger i november 2017 og hedder ’Verdens bedste børne- og ungekommune’. Alle tre udfordringer er valgt af Helsingør Byråd.

Se en liste over de 21 designløsninger til Battle