Helsingør Kommune har vundet Digitaliseringsprisen 2017

Helsingør Kommune har vundet Digitaliseringsprisen 2017 i kategorien ”Velfærd”. Prisen er givet til projektet Familiedialog.

Helsingør Kommune har vundet digitaliseringsprisen for sit projekt, Familiedialog. Et digitalt redskab, der gør kommunikation og aftaler mellem borgeren, kommunen og andre aktører mere overskuelig og nemmere at handle ud fra. Målet er mere trivsel hos børn og unge.

Salen var godt fyldt op i Århus Musikhus med repræsentanter fra det digitale Danmark og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, da centerchef Birgitte Wittendorf og seniorkonsulent Lisbeth Munkager fra Helsingør Kommune modtog årets digitaliseringspris.

Alle landets kommuner har den samme udfordring med borgere eller hele familier, der har mange kontaktpunkter til kommunen og ofte oplever frustrationer i forhold til de mange aftaler, kontaktpersoner og indsatser, der ikke synes at være sammenhængende.

- Vi har som kommune en stor opgave med at hjælpe familier, der mistrives. Ikke mindst fordi det også involverer børn. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi har kunnet bruge de muligheder, som teknologien giver os, til at understøtte en bedre trivsel hos familier, der har det svært. Med Familiedialog gør vi indsatsen mere enkel og overskuelig, og i sidste ende forbedrer vi muligheden for større trivsel hos børnene i de involverede familier, siger Benedikte Kiær.

Meget taknemmelige for pris

Centerchef Birgitte Wittendorff fra Center for Børn, Unge og Familier i Helsingør Kommune supplerer:

- Jeg er meget taknemmelig for denne pris. Vi har i et par år løbende udviklet Familiedialog og sammen med medarbejderne prøvekørt flere forskellige versioner. Familiedialog er et godt eksempel på, hvordan en digital løsning kan hjælpe med at bringe kommunens fagmedarbejdere og en familie i mistrivsel tættere på hinanden, så vi fælles kan sætte ord på udfordringer og finde frem til løsninger, der virker.

Familiedialog bliver i øjeblikket brugt i Helsingør Kommunes Center for Børn, Unge og Familier og Center for Dagtilbud og Skoler, der nu i højere grad kan arbejde på tværs om børn, der ikke trives.

- Med familiedialog har skolelæreren, børnepsykologen, pædagogen, forældrene og fodboldtræneren med den tætte kontakt til barnet nu en fælles digital platform, hvor de kan dele observationer, vurderinger og aftaler og skabe et fælles billede af situationen omkring barnet. I redskabet bruger alle fagligheder og aktører samme ”sprog”, når de skal beskrive situationen – og det gør det samtidig meget nemt at følge op på aftaler, så alle kan rykke, og barnet hurtigere komme i trivsel, siger Birgitte Wittendorff.

Redskaber er forenklet og gjort brugervenlige 

Indholdet i Familiedialog er bygget op omkring eksisterende pædagogiske værktøjer som Børnelinealen og Adfærdsguiden, som børn- og ungeområdet i Helsingør Kommune allerede bruger i dag. I Familiedialog er disse redskaber forenklet og gjort brugervenlige, så også familien, andre faggrupper og pårørende kan byde ind digitalt og på de fysiske møder, der løbende holdes med de involverede.

- Ud over at skabe bedre kommunikation mellem kommune og borger nedbryder Familiedialog også de faglige siloer mellem professionelle i kommunen, så forløb og anbefalinger bliver samlet et sted – og i ét sprog. Familiedialog er en fokuseret indsats, der bygger på teknologi, tilgængelighed og fællesskab. Det giver bedre koordinering hos fagprofessionelle omkring barnet og reducerer udgifter og ressourcer til interne møder og anden administration, siger Benedikte Kiær.

 

Fakta

  • Digitaliseringsprisen er åben for alle offentlige virksomheder og institutioner, der har vist nye veje inden for it-udnyttelse i det offentlige. Der konkurreres i tre priskategorier: Effektiviseringsprisen, Velfærdsprisen og Dommernes specialpris.
  • Digitaliseringsprisen 2017 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, KL, Djøf, Rambøll, KMD, DANSK IT og In2media.

 

Særligt om Velfærdsprisen:

Velfærdsprisen gives til en offentlig institution eller myndighed, som har implementeret og lanceret en løsning/service, der ved hjælp af teknologi har digitaliseret velfærden eller dele af velfærden og tilvejebragt en mærkbar serviceforbedring, der har skabt øget mobilitet, tryghed, inddragelse og trivsel for borgeren.

Udover Helsingør Kommune var Telepsykiatrisk Center, Region Syddanmark nomineret til Velfærdsprisen med ”Videokonsultationer i psykiatrien”. Det samme var Aarhus Kommune, Børn & Unge, PPR og Specialpædagogik, med ”Fra Taxa til Bus”.

Læs mere om digitaliseringsprisen