Nationalpark Kongernes Nordsjælland i offentlig høring

Frem til den 23. oktober kan alle give deres høringssvar til planerne om den kommende nationalpark.

Frem til den 23. oktober 2017 er den offentlige høring om Nationalpark Kongernes Nordsjælland i gang, og alle kan komme med høringssvar til Miljø- og Fødevareministerens forslag til bekendtgørelsen om den kommende nationalpark.

I løbet af høringsperioden arrangerer de fem kommuner Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Hillerød og Helsingør – som nationalparken går på tværs af - naturvandringer og borgermøder for de interesserede.

På naturvandringerne kan du blive klogere på hvert områdes særlige natur- og kulturhistorie. Til borgermøderne får du mere baggrund og nyttig viden om, hvad det vil sige at blive en del af Danmarks femte nationalpark – uanset om du er lodsejer, beboer, erhvervsdrivende eller er med i en forening. Miljø- og Fødevareministeriet har derudover udgivet et informationshæfte, som de frivillige lodsejere får tilsendt og man derudover kan få til arrangementerne og på udvalgte steder i kommunerne i høringsperioden.

- 283 frivillige lodsejere, en række foreninger og masser af ildsjæle har lagt et stort stykke arbejde i, at nationalparken snart kan blive til virkelighed. Jeg vil derfor opfordre alle til at benytte denne sidste mulighed for at få indflydelse på parkens endelige udformning – måske også hvis man ikke greb muligheden sidste gang ved årsskiftet, siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.

Efter høringsperiodens afslutning vil Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen blive forelagt de indkomne høringssvar og derefter træffe en endelig beslutning om oprettelse af nationalparken.

Læs mere om høringsfasen og se informationshæfte, kort og andet på Miljø- og Fødevarestyrelsens hjemmeside.


Naturvandringer

- Helsingør: 7. august kl. 17-19, Mødested: Hellebæk Avlsgård, Hellebæk
- Hillerød: 10. august kl. 19-21, Mødested: Ottevejskorset på Kildeportvej, Nødebo
- Fredensborg: 6. september kl. 17-19, Mødested: Grønholt Vang, P-plads over for Præstemosevej 31, Fredensborg
- Halsnæs: 7. september kl. 17-19, Mødested: Arrenæs, P-plads ved Sonnerupvej 37, Frederiksværk
- Gribskov: 18. september kl. 16-18, Mødested: Esrum Møllegård

Informationsmøder

- Gribskov (11. september kl. 19-21): Esrum Kloster, Klostergade 12, Esrum, 3230 Græsted
- Fredensborg (12. september kl. 19-21): Fredensborg Rådhus, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal
- Halsnæs (13. september kl. 19-21): Gjethuset, Gjethusgade 5, 3300 Frederiksværk
- Helsingør (19. september kl. 19-21): Flynderupgård, Agnetevej 9, 3060 Espergærde
- Hillerød (21. september kl. 19-21): Hillerød Rådhus, Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød


Tidsplan for resten af processen

- Sommer og efterår 2017: Høring og borgermøder, behandling af høringssvar og politisk beslutning i Folketinget om oprettelse af nationalparken og bestyrelsens sammensætning.
- Begyndelsen af 2018: Bekendtgørelsen vedtages og nationalparken er en realitet.
- Forår / sommer 2018: Officiel åbning af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Læs mere på Kongernes Nordsjællands hjemmeside

Følg Kongernes Nordsjælland på Facebook