Projektkontor åbner i Nordvest

Den 1. april åbner projektkontor på Abildvængets Bibliotek, som er en del af medborgerskabsprojektet ”Gang i Nordvest”.

Den 1. april kl. 11 åbner et projektkontor på Abildvængets bibliotek.

Formålet med projektkontoret er skabe et mødested, hvor områdets borgere kan komme med gode ideer og input. På projektkontoret vil man blandt andet kunne møde projektleder Stine Polke-Pedersen og antropolog Jesper Poulsen-Hansen fra rådgivningsvirksomheden Gemeinschaft. De vil være med til at skabe borgerdrevne aktiviteter i området og samle viden fra borgerne.

Projektkontoret vil også kunne benyttes som samlingssted af borgere, som i løbet af året bliver en del af projektet.

”Vi glæder os meget til at komme i gang, og det særlige ved projektet er, at det hele starter med borgernes egne ideer og ønsker for området. Vi skal finde det særlige ved området, også i det lille, hjemlige liv, og så bygge projektets aktiviteter ud fra det. Det skal skabe gang i kvarteret med udendørsaktiviteter, nye mødesteder og aktivere det gode fællesskab i området,” siger Jesper Poulsen-Hansen.

Kulturen som drivkraft

’Gang i Nordvest’ er først og fremmest et ’medborgerskabsprojekt’ med kulturen som drivkraft. Det betyder, at det er de kulturelle aktiviteter, der skal danne grundlaget for nye fællesskaber og liv i området. Her vil der være fokus på emnerne teater, kunst og håndværk, madlavning, idræt og foreningsliv – og nye fænomener som eksempelvis ’urban gardening’.

En af de aktører der har allerede har budt ind, er Helsingør Teater:

”Vi har i et stykke tid allerede haft en række mindre aktiviteter i Nordvest. Vi glæder os nu til, sammen med andre, at udvikle aktiviteterne yderligere. Vi har på forhånd valgt at være kunstnerisk ambitiøse. Vi vil lægge arrangementer, som ikke kun er interessante for ’os’, der bor i Nordvest, men også for publikum andre steder fra. Nordvest har nogle særlige kvaliteter at byde på. Det er dem, vi vil trække frem i lyset,” siger teaterleder Jens Frimann Hansen.


Fakta om projektkontoret:

Projektet igangsættes den 1. april 2017 med åbning af projektkontor på Bibliotek Abildvænget og vil løbe indtil julen 2018.
I 2017 vil der være fokus på at skabe nye aktiviteter for og af områdets borgere.
Fra midten af 2018 vil projektet også fokusere på at søge midler til fysiske og varige forandringer med udgangspunkt i borgernes ønsker og visioner for området.

Kontoret vil fremover være åbent hver tirsdag fra kl. 10-17.

Fakta om åbningsdagen:

Projektkontoret åbnes af udvalgsformændene for henholdsvis. Kultur- og Turismeudvalget og Sundheds- Idræts og Fritidsudvalget, Henrik Møller og Jens Bertram. Efterfølgende vil der være kaffe og kage til de fremmødte og mulighed for, at både børn og voksne kan tegne og fortælle om deres tanker om og ideer til udvikling af området.

Program

Kl. 11.00-11.30: Åbning ved Henrik Møller og Jens Bertram fra Byrådet
Kl. 11.30-13.00: Kaffe og kage i projektkontoret
Kl. 11.30-13.00 Tegne sjov for børn og voksne

Fakta om Gemeinschaft

Gemeinschaft er en rådgivningsvirksomhed, der arbejder med byplanlægning og –udvikling. Metoderne er altid omverdensinddragende og fokuserer på at finde og aktivere de nære samarbejder i lokale områder. Gemeinschaft har tidligere løst opgaver for bl.a. Københavns Kommune, Køge Kommune, Aarhus Kommune, ministerier og en række fonde.