Trygheden stiger på Vapnagård

På et beboermøde på Vapnagård stod det klart, at oplevelsen af tryghed i boligområdet er markant forbedret sammenlignet med to år tidligere.

På et beboermøde på Vapnagård stod det klart, at oplevelsen af tryghed i boligområdet er markant forbedret sammenlignet med to år tidligere. Hvor beboerne tidligere placerede tryghed på 6-8 på en 10-trinsskala, hedder tallet nu 9-10. Politiets undersøgelser viser desuden et fald fra ca. 30 procent til ca. 20 procent i antallet af borgere, der decideret føler sig utrygge.

Onsdag den 3. maj var 30 beboere og en håndfuld medarbejdere fra Nordsjællands Politi og kommunens SSP (Skole, Social og sundhed og Politi) samlet for at tale om trygheden i boligområdet Vapnagård. Samme type møde fandt sted i 2015, hvor beboerne på en skala fra 1-10 vurderede den generelle tryghed til at ligge på 6-8. Tallet hedder nu 9-10.

Sammenhold gør en forskel

Samme positive udvikling kan man læse i Rigspolitiets Tryghedsmåling. Her svarer 60 procent af beboerne i 2016 ”ja” til at de føler sig grundlæggende trygge” mod 56,2 procent i 2015. I samme undersøgelse er det 29,9 procent, der deciderede føler sig utrygge i 2015, mens tallet i 2016 er nede på 20,2 procent.

- De positive tilbagemeldinger fra beboerne i Vapnagård viser, at det gør en forskel, når vi alle går sammen om at skabe mere tryghed i vores boligområder. Beboerne, frivillige, kommunen og politiet har i de seneste år skruet op for dialogen med hinanden og den fælles forebyggende indsats, så det glæder mig at det går den rigtige vej, siger borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær.

Hos Nordsjællands Politi bemærkede man også de positive tilbagemeldinger på mødet og de gode erfaringer med samarbejdet mellem Helsingør Kommune, Boliggården og beboerne i Vapnagård:

- Vi glæder os over de perspektiver, beboerne kom frem på stormødet og over den positive udvikling som Vapnagård er i gang med. Møder som dette viser netop, at vi er på rette vej, men at det samtidig er vigtigt, at vi holder fast i det gode samarbejde på tværs af politi, kommune, boligselskab og beboere. Dialog og samarbejde er vejen frem, og fra politiets side vil vi bl.a. holde fokus på at udvikle og vedligeholde samarbejdet fremadrettet, forklarer politikommissær Brian Stybe Grayston, Nordsjællands Politi.

Vapnagårds alsidige fællesskaber

Et større samarbejde og bedre kontakt til de unge er også vigtige aspekter af et tryggere Vapnagård ifølge Mikkel Müller fra kommunens SSP.

- Vi har en rigtig god kontakt til mange af de unge i Vapnagård. De fleste af de unge under 18 år, som tidligere har været meget synlige i boligområdet, har fået en række konstruktive aktiviteter om eftermiddagen. Bl.a. bruger mange vores tilbud ”Cube”, som giver mange muligheder for et godt fritidsliv og i samarbejde med Helhedsplanen har fået en del i fritidsjobs. Derudover gør Vapnagårds alsidige fællesskaber og ikke mindst Fædregruppen et kæmpe arbejde, som er med til at styrke trygheden i boligområdet, siger Mikkel Müller.