Værftets Madmarked skal servere Street Food i Værftshallerne

Helsingør Kommune har besluttet, hvem der skal drive Street Food-markedet i Værftshallernes Hal 21 de kommende fire år.

Madmarked1
Madmarked1

Valget faldt på Værftets Madmarked, der samlet består af 9 investorer, heraf de fleste fra lokalområdet. Til sommer vil Værftets Madmarked indtage Hal 21 med food trucks, festivaler, koncerter og Danmarks første madbiograf.

Idemagerne bag projektet er Kim Nielsen fra Maks Consulting, investor Jens Haar og konceptudvikler Christian Astorp fra Kødbyens Mad & Marked.

Etableringen af Værftets Madmarked bygger på en vision om at skabe et mangfoldigt og lokalt samlingssted, der kan fungere som et bindeled mellem byen og Kulturhavn Kronborg og styrke Helsingørs profil som en åben og internationalt orienteret by. Det nye marked vil være et stærkt bidrag til Helsingørs voksende kulturliv i den kobling, som mad kan skabe mellem land og by og mellem natur og kultur, siger projektleder Kim Nielsen.

Værftets Madmarked vil spille på den maritime historie og udnytte de rustikke omgivelser i det gamle skibsværft. Værftshallerne og området uden for skal indbyde til madoplevelser fra hele verden, der kan nydes ved langborde, over et slag petanque, ved den store scene med besøg fra kendte kokke eller i Danmarks første madbiograf.

Forslaget om Værftets Madmarked og folkene bag har et godt fokus på lokal forankring og har på fornem vis formået at tilpasse street food-konceptet til Værftshallernes unikke beliggenhed. Værftets Madmarked skal spille sammen med byens store events, så der kommer endnu mere liv i byen og kulturhavnen. Det nye madmarked vil være til glæde for både borgerne og turister, og vi glæder os til at sige velbekomme til sommer, siger borgmester Benedikte Kiær.

På markedet vil der være 15 pladser til faste stadeholdere, og derudover tilbydes der fire Pop-up pladser til lokale restauratører, der ønsker at være en del af konceptet.

Udlejningen til lokale foretagender sikrer en lokal forankring, skaber lokale arbejdspladser og danner grobund for videre udvikling. På den måde bliver Værftets Madmarked et springbræt for de lokale stader til at kunne komme ud i hele Danmark og blive en del af et stort netværk med arrangementer over hele landet, siger den lokale investor og finansielle rådgiver Jens Haar, der har været initiativtager på Værftets Madmarked.

 

Mere plads, når ”Sydvesten” åbnes op

Når Værftets Madmarked åbner til sommer får Helsingør også et helt nyt byrum, når ”Sydvesten” lukkes op. Sydvesten er det store frie areal, der ligger mellem Værftshallerne og den gamle Værftsmur.

Her er læ og sol hele dagen, og når hegnet ved parkeringspladsen og Den Røde Plads fjernes, bliver der fri passage for fodgængere og gode muligheder for at nyde området og de mange aktiviteter, der foregår på hele Værftshallernes område.

Fakta

Street Food-markedet åbner til maj 2017 og kommer til at have åbent det meste af året til og med 2020. 

Helsingør Byråd besluttede i 2015, at der skal arbejdes med midlertidige aktiviteter i Værftshallerne frem mod 2020, og madmarkedet er en af mange midlertidige aktiviteter, der skal afprøve Værftshallernes potentiale.

Værftets Madmarked bestræber sig ikke bare på at ansætte lokalt, men ønsker også et samspil med omkringliggende miljøer, som endnu et forsøg på videre udvikling af kulturlivet i Nordsjælland.

Markedets mobile set-up sikrer, at Værftets Madmarked kan komme rundt til andre byer som Hornbæk, Espergærde, Humlebæk, Helsingborg, Hillerød m.fl. og giver byerne en lokkende forsmag på street food og Helsingørs herligheder.

Følg Værftets Madmarked på facebook