Fortsat politiudrykning fra Helsingør

Der vil fortsat være udrykning fra den lokale politistation i Helsingør. Det har Nordsjællands Politi i dag offentliggjort.

Der vil fortsat være udrykning fra den lokale politistation i Helsingør. Det har Nordsjællands Politi i dag offentliggjort i et notat, der beskriver den fremtidige struktur i politikredsen.

Der har ellers været tvivl om Helsingør kunne bevare sin status som udrykningssted, efter at politiledelsen i Nordsjællands Politi tidligere har meldt ud, at der i fremtiden kun skulle være udrykning fra Gentofte og Hillerød til trods for, at Helsingør er det sted i politikredsen med flest udrykninger.

Derfor glæder beslutningen også Helsingør Kommunes Konservative borgmester Benedikte Kiær:

” Vi er den kommune i Nordsjælland med flest udrykninger, blandt andet fordi vi har et livligt natteliv og udsatte boligområder. Derfor er det vigtigt for borgernes tryghed, at der fortsat er udrykning fra Helsingør Politistation. Jeg er meget tilfreds med, at politiets ledelse har lyttet til kritikken og valgt, at der stadig er udrykning fra Helsingør i den nye struktur,” siger borgmester Benedikte Kiær.

Byrådsmedlem og medlem af Folketinget valgt i Nordsjælland Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti, har også deltaget aktivt i kampen for at bevare de nuværende udrykningssteder i Nordsjælland. Hun er tilfreds med, at Helsingør fortsat har udrykninger, men ærgrer sig samtidig over, at Frederikssund ser ud til at miste sin status som udrykningsstation:

”Jeg er rigtig ærgerlig over, at politiets ledelse har besluttet at sløjfe udrykninger fra Frederikssund, og dermed forringe trygheden for de mennesker der bor i området. Til gengæld er det positivt, at politiets ledelse har droppet planerne om at nedlægge udkørselsstedet i Helsingør. Der har været massiv folkelig modstand mod det forslag – navnlig fordi det er her de fleste udrykninger er - og jeg er tilfreds med, at protesterne har båret frugt, siger Marlene Harpsøe.”