Helsingør får 13,5 millioner ekstra til nyt sundhedshus

Helsingør Kommune er blandt de 26 kommuner, der har fået del i en regeringspulje på i alt 200 millioner kroner, der skal styrke det nære Sundhedsvæsen.

Pengene skal gå til at løfte kvaliteten af den del af sundhedshuset, der skal rumme de private aktører så som fysioterapeuter, diætister og speciallæger. Forventningen er derfor, at der bliver mulighed for et endnu tættere samarbejde mellem de kommunale tilbud og de private aktører, hvilket er en af målsætningerne med det nye sundhedshus.

Byrådet i Helsingør Kommune har allerede afsat 250 millioner kroner til byggeriet af de nye sundhedshus, og de ekstra penge fra Sundheds- og Ældreministeriet glæder borgmester Bendikte Kiær.

Byrådet har med 250 millioner kroner allerede sikret, at vi i 2021 får et topmoderne sundhedshus. Med de ekstra penge får vi nu mulighed for at hæve kvaliteten endnu et nøk og sikre bedre sammenhæng mellem de forskellige tilbud i sundhedshuset. Derfor kan borgerne i Helsingør Kommune se frem til et sundhedshus i den absolutte elite, når vi om få år slår dørene op, siger borgmester Bendikte Kiær.

Fakta om det nye fælles sundhedshus:

Samlet kommunalt budget for det nye sundhedshus er 250 millioner kroner.

Sundhedshuset forventes at blive taget i brug medio 2021.

Byggeriet får et samlet areal på cirka 13.000 m2.

Helsingør Kommune står for opførelsen af sundhedshuset, men det kommer til at blive indrettet og drevet i samarbejde med Region Hovedstaden. Hertil kommer, at private parter på markedsvilkår får tilbud om også at være en del at det nye sundhedshus.

Sundhedshuset kommer til at bestå af de regionale funktioner, der i dag udføres i det regionale sundhedshus i Murergade samt en række kommunale funktioner. Eksempelvis Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter, døgnforløbspladser, Ambulant vedligeholdende træning og genoptræning, Forebyggelse og Visitation, Hjemmeplejens administration og akutteam. Desuden vil der være mulighed for, at praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter og andre private aktører kan leje sig ind.