Helsingør Kommune er med i ny mærkningsordning, der viser vej til gode badeoplevelser

Helsingør Kommune har fået tre nye Badepunkter. Et Badepunkt er en ny mærkningsordning for et badested, der giver badegæsterne lokale oplevelser.

Badepunkt er en ny mærkningsordning for badevandsområder i stil med Blå Flag, men til forskel fra Blå Flag er Badepunkt mere fokuseret på oplevelser. Badepunkterne viser vej til mindre og mere gemte badestrande.

I 2018 er Badepunkt indført som en forsøgsordning, og det er meningen, at ordningen skal gøres permanent fra 2019.

 Vi har i Helsingør Kommune valgt at byde ind med tre strande som forsøgsstrande i 2018 udtaler Christian Holm Donatzky, der er formand for By-, Plan- og Miljøudvalget i Helsingør Kommune.

 

De tre strande er Jarlens Grund i Espergærde, Trykkerdammen i Helsingør og Julebæk Strand mellem Helsingør og Hellebæk.

Julebæk Strand, som jeg ofte kommer forbi, er en lækker børnevenlig sandstrand. Bagved tårner istidsskrænten sig op, og skoven giver mulighed for at kombinere strandturen med en gåtur i skoven. Man er midt i naturen, men alligevel er man tæt på byen, siger Christian Holm Donatzky.

 

Samme gode vandkvalitet og sikkerhed

Et Badepunkt har samme badevandskvalitetskrav som en Blå Flag strand, og der er også livredningsudstyr på Badepunktet.

Jeg synes, det er vigtig at fortælle, at Badepunktet på ingen mulig måde udtryk for en dårligere badeoplevelse end på Blå Flag strandene. Formålet med Badepunkterne er sætte fokus på de lidt mere gemte strande, som kun de lokale kender. Så håber vi bare på endnu mere badevejr, for vi har virkelig mange gode strande i Helsingør Kommune, siger Christian Holm Donatzky.

 

Info om de tre Badepunkter:

Jarlens Grund:

For alle badegæster der ikke er vilde med sand mellem tæerne er Jarlens Grund stedet. Her er masser af græs, hvor badegæsterne kan sole sig uden at få sand på badehåndklæderne og opstillede borde og bænke, hvor man kan spise sin medbragte mad.

Trykkerdammen:

Den ny anlagte badebro og bundforholdene gør stranden ideel for dykkere og badegæster, der godt kan lide at få hele kroppen under vand hurtigt. Her bliver det dybt hurtigt. Med en snorkel på er der mulighed for at opleve ål, små torsk, fladfisk, rejer og andre fisk og skaldyr Stranden er også populær blandt vinterbadere. Der er parkeringsmuligheder på den anden side af Søndre Strandvej.

Julebæk Strand:

Her er masser af parkeringspladser, og stranden er ideel for børnefamilier, da man skal langt ud, før det bliver dybt. I skoven på den anden side af Nordre Strandvej kan man søge tilflugt for den stærke middagssol uden at frygte, at ens plads på stranden er taget.

Læs mere om Badepunkterne