Helsingørs historie - nu som børnebog

Den lokale forfatter Lise Bidstrup har skrevet ’Trylleamuletten’, som fortæller Helsingørs historie, set gennem tre børns øjne.

- Det har været vildt spændende og meget lærerigt at arbejde med bogen.

Sådan siger forfatter Lise Bidstrup. Hun er opvokset i Espergærde og bor i dag i Snekkersten – og så har hun skrevet ’Trylleamuletten – en fortælling fra Helsingør’.

- Jeg troede faktisk, at jeg kendte kommunen rigtig godt. Men da jeg begyndte at skrive bogen og tog rundt til alle de steder, der er med i den, fandt jeg ud af en hel masse ting, som jeg ikke vidste i forvejen, fortæller Lise Bidstrup.

Trylleamuletten handler om de tre børn, Elias, Aya og Viggo. De finder en magisk amulet og får på den måde vækket en gammel forbandelse til live. For at redde Helsingør og omegn fra at gå under må børnene finde fem sten til amuletten. Og det bringer dem ud på en rejse i tiden, hvor de bl.a. møder Valdemar Atterdag, Holger Drachmann og andre historiske skikkelser – og kommer rundt til bl.a. Kronborg, Gurre Slotsruin, Hornbæk og Rostgaards Kilde i Espergærde.

Højtlæsning for børn og børnebørn

- Med ’Trylleamuletten’ vil vi gerne fortælle om den spændende historie, nutidens Helsingør er bygget på. For at kunne forstå nutiden og håndtere fremtiden er det nemlig vigtigt, at vi kender vores fortid. Og så vil vi også gerne tale til den lokale stolthed, for det er jo et fantastisk sted, vi bor. Vores håb er, at folk vil have lyst til at læse bogen højt for deres børn og børnebørn, siger borgmester Benedikte Kiær.

’Trylleamuletten’ bliver delt ud til alle børn, der går i 3. klasse på Helsingør Kommunes skoler. Derudover kan den lånes på de lokale biblioteker – og der deles et mindre antal gratis bøger ud fra Helsingør Bymuseum i Sct. Annagade.

- Bogen fortæller Helsingørs historie på en spændende og anderledes måde. Og så er jeg vild med illustrationerne. Man får helt lyst til at bruge dem i en animationsfilm. Helsingør rummer så meget historie og så mange sagn, og det er godt at blive mindet om, siger Henrik Møller, formand for Kultur- og Turismeudvalget.

Fakta:

’Trylleamuletten – en fortælling fra Helsingør’ er skrevet af Lise Bidstrup og illustrereret af Rasmus Jensen – på foranledning af Helsingør Kommune. Bogen udkommer den 3. december 2018.

Få bogen her:

Helsingør Dagblad, H.P. Christensensvej 1, Helsingør – så længe lager haves.
Helsingør Bymuseum, Sct. Annagade 36, Helsingør – så længe lager haves.

Du kan finde en elektronisk udgave af ’Trylleamuletten’ her

Se forfatter Lise Bidstrup fortælle om sit arbejde med 'Trylleamuletten':

Lån et eksemplar af Trylleamuletten på biblioteket eller læs den elektronisk