Hvem skal modtage kommunens Handicappris 2018?

Helsingør Kommune uddeler hvert år i december Helsingør Kommunes handicappris. Du kan indstille en kandidat til prisen frem til den 21. november kl. 12.

 

Prisen skal gå til en lokal ildsjæl, virksomhed eller organisation, der har gjort en positiv forskel for mennesker med handicap. Det kan også være en organisation eller en sportsklub - eller et byggeri, hvor der er taget særligt hensyn til personer med handicap. Handicapprisen uddeles på FN's internationale handicapdag, den 3. december, af formanden for Handicaprådet.

Der kan være mange udfordringer forbundet med at være handicappet. Derfor er det vigtigt at hædre de borgere, virksomheder og foreninger, der gør noget særligt for, at handicappede kan deltage på lige fod med alle andre i samfundet og på arbejdsmarkedet. Gode eksempler fortjener at blive fortalt videre, siger formand for Handicaprådet og medlem af Helsingør Byråd Kristina Kongsted.

Læs mere her og indstil din kandidat

Du indstille kandidater indtil den 21. november kl. 12.

Fakta om handicapprisen

Prisen kan gives til:

  • En lokal ildsjæl

  • En virksomhed, som har udnyttet potentialet hos personer med handicap

  • En organisation eller institution, der har fremmet lige muligheder for personer med handicap

  • En sportsklub, som har arbejdet aktivt for handicapidræt

  • Et byggeri, hvor der er medtænkt adgang for personer med handicap

 Prisen blev uddelt første gang den 3. december 2009.

 

Sidste års vinder

Helsingør Kommunes Handicappris 2017 blev uddelt til virksomheden IMCD Danmark, der løb med prisen efter at have tilpasset fysiske rammer og andre forhold, så en medarbejder med handicap efter sygdom kunne beholde sit arbejde. Det var medarbejderen selv, der indstillede virksomheden, og kommunens handicapudvalg var alle enige om, at prisen skulle gå til IMCD Danmark.

Læs artiklen i Helsingør Dagblad