Kom til lysfest ved Sveasøjlen

Befrielsesdagen 4. maj – også kaldet Lysfesten – fejres igen i år ved Sveasøjlen.

Den 4. maj 1945 om aftenen blev der festet i Helsingørs gader, som så mange andre steder i landet. Siden er denne aften blevet markeret i mange hjem, bl.a. med lys i vinduerne.

I Helsingør markeres denne særlige aften ved et arrangement i et samarbejde mellem Helsingør Domkirke, Helsingør Kommune og Tim Hvolgaard, der er koordinator for soldaterforeninger og faner.

Aftenens program starter kl. 19.30 i Domkirken, hvor Domprovst Steffen Ravn Jørgensen og Domorganist Bo Grønbech står i spidsen for en musikandagt med korsang og fællessang.

Efter kirken går turen - med fanerne forrest - til Havnepladsen ved Sveasøjlen i Helsingør, hvor kaffeboden åbner ca. kl. 20.15.

75 året for redning af danske jøder

Kronborg Brass spiller af deres righoldige repertoire indtil den officielle velkomst ca. kl. 21.00.

I år er det 75 året for redningen af de danske jøder. Langs kysten syd for Helsingør (fra Snekkersten, Skotterup og Espergærde) drejede det sig om ca. 700 personer. Projekt ”Undtagelsen” er ved at planlægge flere forskellige arrangementer i den anledning, og det kan man høre mere om denne aften.

Kl. ca. 21.00 bliver der budt velkommen, og borgmester Benedikte Kiær vil holde mindetalen.
Herefter lægges den traditionelle krans og blomster ved mindesmærkerne for dem, der gav livet i kampen for friheden.
Alle er velkomne.