Mulighed for at booke sagsbehandler skal sikre bedre og hurtigere byggesagsbehandling

I 2014 behandlede Helsingør Kommune 1.190 byggesager, mens antallet af byggesager i 2017 steg til 2.179. Det svarer til en stigning på 80 % på tre år.

De gode tider i Danmark mærkes også i Helsingør Kommune, hvor der er gang i byggeriet i disse år. I 2014 behandlede Helsingør Kommune således 1.190 byggesager, mens antallet af byggesager i 2017 var steget til 2.179. Det svarer til en stigning på mere end 80 procent på kun tre år.

En så markant udvikling har naturligvis givet anledning til travlhed hos Center for By, Land og Vand, der står for at behandle de mange sager. Indtil videre er det stort set lykkedes at holde målet om, at 70 procent af byggesagerne skal være færdigbehandlet inden for 4 uger (i 2017 lå tallet på 68 procent).

Der er dog stadig en del sager med ganske lange sagsbehandlingstider. Lange sagsbehandlingstider skyldes ofte, at sagerne er meget komplicerede, eller at de ansøgninger, som borgere eller virksomheder sender, mangler enkelte oplysninger. Oplysninger, der så efterfølgende bliver brugt tid på at indhente.

For at gøre sagsbehandlingen hurtigere, mere smidig samt for at sikre en bedre service har det været muligt for borgere og virksomheder at booke tid til en forhåndsdialog med en byggesagsbehandler på Helsingør Kommunes hjemmeside, når man skal i gang med at lave en ansøgning i en byggesag.

De foreløbige erfaringer er ifølge områdeleder i Center for By Land og Vand, Søren Aarup rigtig gode:

For borgere og virksomheder, der sjældent søger om byggetilladelse, kan det være meget svært at vide, hvordan man præcist strikker en ansøgning sammen, og hvad man i det hele taget må inden for de gældende rammer. Derfor er det ofte rigtig godt givet ud for alle parter, at vi sætter os sammen og gennemgår mulighederne og de forskellige krav til en ansøgning, inden man sender den afsted. På den måde kan vi forebygge misforståelser, så vi hurtigere kan få afsluttet sagen, og borgerne eller virksomheden kan komme videre med deres projekt” siger Områdeleder Søren Aarup.

Det har foreløbigt været muligt at booke en byggesagsbehandler siden 9. april 2018, og til efteråret vil Center for By Land og Vand evaluere ordning for at se, om den skal fortsætte og eventuel udvides.

Fakta om byggesagsbehandling i Helsingør Kommune:

 

Indsendte byggesager

Sager afsluttet inden for 4 uger (procent)

2014

1.190

73

2015

1.483

74

2016

1.771

68

2017

2.179

68