Nu kan boligejerne selv rette deres BBR

”Ret BBR” er en ny mulighed for ejere af parcelhuse, rækkehuse, sommerhuse og ejerlejligheder, hvor de selv kan rette i deres oplysninger i BBR.

SKAT har udviklet en ny digital løsning ”Ret BBR” - hvor boligejere, med sit NemID, selv kan gå ind og rette oplysninger om egen ejendom og sende ændringsforslagene til kommunen. Kommunen behandler og godkender herefter ændringerne, inden de opdateres i BBR (Bygnings- og Boligregistret).

”Ret BBR” tillader dog kun mindre ændringer som for eksempel værelser, toilet/bad, materialer og småbygninger.

Den nye ejendomsvurdering

Årsagen til den nye mulighed, er den snarlige implementering af den nye datadrevne ejendomsvurdering. Den nye vurdering forventes at give anledning til, at en del boligejere vil blive opmærksomme på deres oplysningspligt og ønske at få opdateret oplysningerne i BBR.

Udover at gøre det let for boligejerne at indberette til BBR, er formålet også at give mulighed for at tilrettelægge gode og effektive arbejdsgange i kommunen.

Det er stadig muligt for ejere, at henvende sig til kommunen via mail eller telefon for at få rettet sin BBR.

Ret selv din BBR