Sommerferiekataloget 2018 er udkommet

Nu varer det ikke længe før sommerferien banker på.

Igen i år har både foreninger og kulturinstitutioner forberedt sommeraktiviteter for børn og unge, som man kan læse mere om i årets Sommerferiekatalog 2018.

I løbet af sommeren har børn og unge i Helsingør Kommune, mulighed for at mødes i nye fællesskaber på tværs af kommunen og snuse til noget af det de måske kender i forvejen, og til noget nyt inden for sport, natur og kultur.

- Inden for idrættens verden kan man fx prøve floorball for piger, skydning med salonriffel, ridning, amerikansk fodbold og sejlsport.

- På Naturcentret Nyruphus, kan man i år lære at karte uld og fiske. Øresundsakvariet hjælper alle til at blive klogere på livet i Øresund, bl.a. ved at kigge på og røre ved fisk og krabber.

- Både Gurredam spejdercenter og KFUM-spejderne i Espergærde tænder bål og lærer børn om spejderlivets glæder mens DUI Leg- og virke inviterer til vikingeaktiviteter.

- Børnebibliotekets hylder bugner med gode bøger og i løbet af sommerferien kan man både låne med hjem, deltage i et forfatterværksted og lave bøger selv.

- Toldkammeret tilbyder værkstedet BY-SAKS-PAPIR for hele familien og på Danmarks Tekniske Museum kan man lave sin egen rumraket.

De fleste aktiviteter er gratis eller med lav deltagerbetaling. Læs om det hele og mere til i Sommerferiekataloget.

Husk tilmelding

Sommerferiekataloget bliver delt ud til elever fra børnehaveklassen til 8. klasse på alle folke- og privatskoler i Helsingør Kommune. Det er skolerne, der sørger for at eleverne får kataloget med hjem i tasken. Fra 1. juni kan kataloget desuden afhentes på biblioteket og på Borgerservice.

En elektronisk udgave af Sommerferiekataloget kan ses på www.sommerferiekataloget.dk 
Der er tilmelding til aktiviteter fra onsdag d. 6. juni 2018. Læs mere om hvordan du gør i kataloget.

Det er Helsingør Kommune, der gennem en tilskudsordning, sikrer at foreninger og kulturinstitutioner har mulighed for at tilbyde sommerferieaktiviteter.