Sundhedshus: Vinderprojekt afsløres 10. september

Mandag offentliggør dommerkomiteen det projekt, der skal opføres som det nye sundhedshus ved Prøvestenen. Det sker kl. 15 i Toldkammeret.

Den 10. september offentliggør dommerkomitéen det projekt, der skal opføres som det nye sundhedshus ved Prøvestenen. Det sker ved et arrangement klokken 15.00 i Toldkammeret, Store Sal.

Projektet er valgt blandt tre projekter fra tre totalentreprenører, der løbende har tilpasset projektet efter ønsker fra dommerkomitéen.

Der vil ved arrangementet den 10. september være mulighed for at se plancher fra alle tre projekter, ligesom det forventes, at der vil være repræsentanter fra de tre totalentreprenører til stede.

Vinderen vil blive afsløret af formanden for dommerkomitéen, fungerende borgmester Henrik Møller, ligesom repræsentanter for det vindende projekt vil sætte ord på tankerne bag deres projekt.

Alle interesserede er velkomne til arrangementet.

Læs mere om byggeriet af det nye sundhedshus

Fakta:

  • Konkurrencen startede med fem deltagere. Af dem har Elindco, GVL og Kornerup afleveret et tilbud i sidste og afgørende tilbudsrunde.
  • Projektets skal planlægges og tegnes i resten af 2018 og i 2019. Byggestart forventes omkring 1. januar 2020, og huset forventes at kunne tages i brug i 3. kvartal 2021.