150 elever dystede til Boost Battle

7.S1 på Skolen ved Rønnebær Allé vandt, da 25 hold skoleelever fra Helsingør Kommune den 6. februar var samlet til Boost Battle.

Der var masser af gode bud på en by i balance, da skoleelever fra alle Helsingør Kommunes skoler den 6. februar var samlet til Boost Battle.
Kommunens fælles elevråd var kommet på udfordringen, som byrådet bakkede op om.

- I ville gerne arbejde med overforbrug af jordens ressourcer. Og det syntes vi i byrådet var en rigtig god idé. Det er nemlig så vigtigt, at vi passer på vores jord, vores by og hinanden, sagde borgmester Benedikte Kiær, da hun bød eleverne velkommen til Boost Battle.

- Jeg har været ude på flere skoler og se, hvordan I arbejdede med jeres ideer. Og det har været spændende at se, hvordan I har grebet det an, og hvordan I har udviklet jeres designs. Der er kommet rigtig mange gode forslag til løsninger ud af jeres arbejde.

Skybrudssikret aktivitetsplads

Den allerbedste løsning, som vandt førstepræmien, var et hold fra 7.S1 på Skolen ved Rønnebær Allé kommet med. De har udtænkt løsningen ’Chill Out’, som er en skybrudssikret og bæredygtig aktivitetsplads med et tilhørende rekreativt område omkring en sø. Den er et svar på ’Helsingørs vilde vejr’, som giver for meget vand på de forkerte steder.

De var overlykkelige for deres ’Innovation Award’.

- Det er rigtig fedt. Det havde vi ikke turdet håbe på. Vi regner med, at vores gevinst skal bruges til vores studietur, siger Kaisa og Victoria fra vinderholdet.


Fakta:

• Boost er Helsingør Kommunes store innovative skoleprojekt. Det er fjerde år, at elever fra 0.-8. klasse på alle kommunens skoler bruger en skoleuge på at finde innovative løsninger på en given udfordring.

• Det er byrådet, som stiller eleverne udfordringen. I år var den ’En by i balance’.

• Skolerne vælger de 25 bedste løsninger ud, og de deltager i Boost Battle, hvor godt 20 dommere med forskellig baggrund vurderer løsningerne og vælger de bedste ud.

Vinderne blev:

• Innovation Award (førstepræmie på 5000 kr.): 7.S1 fra Skolen ved Rønnebær Allé med løsningen ’Chill Out’. Løsningen er en skybrudssikret og bæredygtig aktivitetsplads, Chill Out, med et tilhørende rekreativt område omkring en sø – til gavn og glæde for både elever og områdets beboere.

• Innovationsprisen (andenpræmie på 3000 kr.): 4.-6. klasse fra Nygård Skole. Løsningen er en ny slags skraldespand, som det er sjovt at smide skrald i, samtidig med at man passer på naturen. Skraldespandene sorterer affaldet, og brugerne optjener point, når de bruger dem. Pointene kan veksles til ting eller rabat på indkøb i butikker.

• Kommunikationsprisen (3000 kr.): 7. kl. på Nordvestskolen.
• Håndværk- og designprisen (3000 kr.): 6. kl. på Hornbæk Skole med løsningen A-free
• Publikumsprisen: (3000 kr.): 6. kl. fra Mørdrupskolen
• Det bedste supporthold: (To poser godter til klassen): 5. kl. Skolen ved Gurrevej