Anden omgang af Store Stranddag med masser af efterårsaktiviteter

Den 29. september er der igen Store Stranddag på Hornbæk Strand, Gummistranden i Helsingør og Espergærde Strand fra kl. 11-14.

Solen skinnede på den første Store Stranddag over de tre strande, og der var mange mennesker, der prøvede kræfter med de mere traditionelle sommeraktiviteter som havkajak, krabbefiskeri, strandløb og yoga. Men på de tre strande kunne folk også prøve nye og anderledes aktiviteter. Blandt andet kunne de teste deres balance på SUP, trække et vodnet og se hvilke dyr, der findes i Øresund, tage på sanketur i klitterne, bygge tømmerflåder, prøve maorisk krigsdans, spille grilltennis og mange flere nye og spændende aktiviteter.

- Det var årets mest fantastiske dag vejrmæssigt til den første Store Stranddag. Stranden var proppet med glade og aktive strandgæster. Nu bliver det måske lidt sværere at lokke folk ud af husene og lejlighederne. Men jeg håber, at rigtig mange vil komme ned forbi stranden, og jeg lover at de nok skal få varmen til strandfitness hos mig. Mit mål er at give dem lysten til at røre sig noget mere, og få lyst til at prøve et af Espergærde Gymnastiks Forenings hold, siger Randi Rosenfeldt fra Espergærde Gymnastik Forening.

Inspiration til at bruge stranden året rundt

Nu skal den anden af de i alt fire planlagte Store Stranddage afholdes på alle tre strande samtidig. Det er søndag den 29. september. Her kan du blandt andet udsmykke strandsten, prøve en af roklubbens både, smage på efterårets tang og strandurter, prøve et spring med de dygtige gymnaster fra TeamGym - eller hvad med lægge arm med forbundet Armbrydning Danmark?

- Når solen ikke skinner fra en skyfri himmel og termometeret viser 12 grader i stedet for 25, så er der ikke så mange, der bruger strandene. Men det er vores ambition med Store Stranddag at folk skal få inspiration til at bruge stranden hele året rundt. Derfor glæder vi os til denne efterårsversion af Store Stranddag, hvor vi skal overbevise borgerne og andre gæster om, at Helsingørs smukke skønne strande skal bruges hele året rundt, siger Ida Hvelplund, der er projektleder og ansat både i Helsingør Kommune og DGI Nordsjælland.

Datoerne for de sidste tre Store Stranddage på Hornbæk Strand, Gummistranden i Helsingør og Espergærde Strand fra kl. 11-14:

Søndag den 29. september 2019
Søndag den 29. december 2019
Søndag den 29. marts 2019

Læs mere om Store Stranddag her 

Organisering af Store Stranddag

Store Stranddag arrangeres af DGI Nordsjælland i samarbejde med Helsingør Kommune, Nordea fonden, Idræts- og fritidsforum samt forskellige sociale-, spejder- og idrætsforeninger i Helsingør Kommune. Naturstyrelsen Nordsjælland har givet deres tilsagn til at benytte strandene i Hornbæk og Espergærde og rådgive om gældende love og regler.


Frivillige til Store Stranddag

Du kan blive frivillig på to måder; Som ambassadør eller frivillig forening. Alle frivillige vil blive honoreret for deres indsats. Har du eller din forening lyst til at bidrage med en aktivitet på en af stranddagene, så kontakt Ida Hvelplund eller Peter Bennett

Se de foreløbige programmer

Ændringer kan forekomme

Store Stranddag Gummistranden i Helsingør– følg begivenheden her

Store Stranddag Hornbæk Strand - følg begivenheden her

Store Stranddag Espergærde strand - følg begivenheden her