De Frygtede Pirater indtager M/S Museet for Søfart

Onsdag d. 15. og torsdag d. 16. maj indtager DR Musikariets koncert De frygtede pirater for andet år i træk M/S Museet for Søfart i Kulturhavnen.

Det er ikke tilfældigt, at den populære produktion er tilbage i Helsingør. Koncerten er nemlig udviklet af komponist Mathias Madsen Munch, der siden 2012 har haft et tæt forhold til Helsingør Kommune, både som kunstner og kulturformidler. 

De Frygtede Pirater

Det musikalske eventyr, De Frygtede Pirater, tager ca. 1.000 lokale skoleelever med på en farefuld interaktiv sørøverrejse. De kommer med ombord på Drømmenes Skib, der er styret af den legendariske Kaptajn Aquarius, som efter mange år til havs endelig sætter sejl mod Bermuda-trekantens oprørte vande for at finde Drømmenes Skat. Men nemt bliver det ikke, for skibet sejler på musik, og skattekortet er en gåde.

 

Eleverne oplever koncerten i museets maritime ramme, som understøtter oplevelsen af at være ombord på et skib. Børnene inddrages aktivt i historien og får også mulighed for at iføre sig pirat-outfit under besøget. Det er museets undervisningsleder, Maiken Bjørnholt, der sammen med Mathias, har lavet det undervisningsmateriale, som knytter sig til koncerten og den noget anderledes museumsoplevelse.

Mathias Madsen Munch og Helsingør

Som ny-udklækket komponist fra konservatoriet var Mathias i perioden 2012-2015 en del af det regionale kulturprojekt Kreative Børn, der havde base i Helsingør. I starten som kunstner rundt på skoler i hele kulturregionen og til slut som projektkoordinator i nært samarbejde med Helsingørs børnekulturkonsulent Ida Wettendorff. 

Samarbejdet i Helsingør har siden ført til adskillige kunstneriske samarbejdsprocesser med fokus på børns møde med kunsten. Herunder kommunens årlige projekt Kunst i Projektopgaven for 8. klasser og værket Nattens trolddomstime, som Mathias i 2015 komponerede til Helsingør Musikskole, Billedskolen og Teaterbøtten med støtte fra Statens Kunstfond. 

Senere på året vender Mathias tilbage til Helsingør og M/S Museet for Søfart, når museet inviterer kommunens 7. klasser inden for, for at skabe lyddesign og podcasts med udgangspunkt i en kommende udstilling om eventyren Troels Kløvedal.

Se en lille film om koncerten her