Espergærde Idrætsby indviet med fest og farver

Den 16. januar blev Espergærde Idrætsby indviet med fest, taler og masser af opvisninger fra Idrætsbyens kommende foreninger og brugere.

Flere hundrede nysgerrige gæster benyttede dagen til at få en forsmag på aktiviteterne i husene og lykønske hinanden med de idrætsfaciliteter, de længe havde set frem til. Borgmester Benedikte Kiær var den første i talerækken og understregede, at Idrætsbyen kommer til at favne flest mulige ønsker fra idrætsudøvere og brugere, etablerede foreninger og enkeltpersoner.

Samarbejde mellem brugere, foreninger og naturligvis gymnasiet er kodeordet for denne nye Idrætsby. Det samarbejde skal naturligvis fortsætte, for udover at møde de behov, som vi kender i dag, så er Idrætsbyen også fremtidssikret et godt stykke tid endnu, så vi kan indrette os i forhold til nye sportsgrene, tendenser og behov, som kan opstå, sagde borgmester Benedikte Kiær.

Også Jens Bertram, formand for Idræts- og Fritidsudvalget, benyttede lejligheden til at ønske tillykke og fremhæve nogle af Idrætsbyens faciliteter.

Nu står vi med en helt ny idrætsby med masser af muligheder, og med helt ny teknologi og redskaber, til gavn og glæde for skoleundervisning, eliteidrætstræning og helt almindelig bredeidræt. Samtidig har vi har den gamle 20x40 hal på Idrætsvej - så nu skulle der være god plads til at dyrke idræt her i Espergærde, også når der nu kommer nye idrætsudøvere, med de mange boliger der er på vej, sagde Jens Bertram, formand for Idræts- og Fritidsudvalget.

I løbet af eftermiddagen var der opvisninger fra Klatreklub Nordsjælland, EIF elitegymnastik, Helsingør Squash klub, EIF springgymnaster samt Espergærde Gymnasium og Helsingør Talent & Elite, der demonstrerede styrkerummets tekniske kunnen.

Espergærde Idrætsby slår dørene op for borgere, brugerne og elever medio februar.

Om Espergærde Idrætsby

Idrætsbyen bliver Espergærdes nye samlingssted med en række idrætshuse og faciliteter, hvor udendørsarealer og selv gangarealer er tænkt ind som mulige mødesteder for brugere og besøgende med mange ønsker.

Idrætsbyen er udviklet med nyeste forskning inden for idræt og bevægelse, og de fleksible rammer giver god mulighed for, at de ”idrætsuvante” kan blive inspireret og selv finde på måder at bevæge sig på.

Åbningstiderne bliver fra morgen til aften, så både Espergærde Gymnasium, lokale foreninger samt lokale brugere kan få glæde af husene.

Projektudvikling er sket i samarbejde med Lokale & Anlægs Fonden, Espergærde Gymnasium og de fremtidige bruge og foreninger.

Se billeder fra dagen, projektoplægget, de færdige bygninger og læs mere her

Se indslag fra dagen på TV2Lorry

Se billedgalleri fra SN.dk her

Involverede i projektet

Bygge-, Ledelse- & Arbejdsmiljøkoordinering: MANGOR & NAGEL Arkitekter A/S

Total Rådgiver – projektering og fagtilsyn: ELKJÆR & EBBESKOV Arkitekter ApS i samarbejde med NOVA5 Arkitekter A/S, KLAUS NIELSEN Ingeniører A/S, GHB Landskabsarkitekter A/S

Fagentreprenører:
RÅHUS entreprise – ELINDCO Byg A/S
TØMRER entreprise – VIDA Byg A/S
SPORTS entreprise – UNISPORT Scandinavia A/S
VVS entreprise – KEMP & LAURITZEN A/S
EL entreprise – SIF Gruppen A/S
ANLÆGSGARTNER entreprise – KIRKEGAARD Anlæg A/S
SIKRINGS entreprise – G4S A/S