Flagdagen i år er også for børn

Det er ikke kun soldaten, men også familien og børnene, der bliver påvirket, når mor eller far bliver udsendt. Det sætter flagdagen i år fokus på.

Det er i år 10 år siden den første Nationale Flagdag den 5. september blev afholdt. Helsingør Kommune vil i den anledning gerne sætte ekstra fokus på, at det ikke kun er de udsendte soldater, udsendt politi, sygeplejersker og læger m.fl., der berøres af at have været udsendt – det gør hele familien og ikke mindst de udsendtes børn.

Derfor inviterer Helsingør Kommune i samarbejde med de lokale soldaterforeningerne børn, unge og deres familier til en særlig komsammen fra kl. 16.00 den 5. september. Det foregår i Toldkammeret – Billedskolen.

Den traditionelle del, veterangudstjeneste i Helsingør Domkirke og kransenedlæggelse på Helsingør Kirkegård, finder sted som vanligt, blot lidt tidligere i år.

Vi vil gerne gøre noget mere for familierne i år, forklarer borgmester Benedikte Kiær, og derfor inviterer vi til ”FLAG-WORKSHOP” for børn i Billedskolen i Toldkammeret.

For de veteraner og deres familier, der også, eller kun ønsker at deltage i den traditionelle del er der Veterangudstjeneste i Domkirken kl. 16.45, og herefter afgang med fanerne forrest til Helsingør Kirkegård, hvor kransen lægges ved mindestenen til tonerne af The Last Post. Det er planlagt således, at alle burde kunne være tilbage ved Toldkammeret kl. 18.00.

Domkirkens drengekor vil synge og underholde under gudstjenesten og derfor kunne det også være rigtig rart, hvis nogle børn og unge kunne tænke sig at deltage under den traditionelle del. Ellers er man meget velkommen til at blive i Billedskolen frem til kl. 18, forklarer Benedikte Kiær.

 

Tilbage i Billedskolen er der lidt at drikke og spise alt imens man lytter til taler både af borgmester Benedikte Kiær og major Susanne Kristensen fra Beredskabsstyrelsens Internationale Beredskab.

Det samlede program er:

  • Kl. 16.00: Flag-workshop for børn, unge og deres voksne i Billedskolen, Toldkammeret, Havnepladsen 3, 3000 Helsingør.
  • Kl. 16.45: Veteran-Gudstjeneste i Helsingør Domkirke ved Domprovst Steffen Ravn Jørgensen, organist Roland Haraldsson, samt Domkirkens drengekor.
    De familier, der ikke ønsker at deltage i Veterangudstjenesten kan blive i Billedskolen frem til kl. 18.00.
  • Ca. 17.20: Fælles afgang til Helsingør Kirkegård med faner
  • Kl. 17.40: Kransenedlæggelse ved mindesten (benyt indgangen fra I. L. Tvedes Vej)
  • Kl. 18.00: Billedskolen, taler ved borgmester Benedikte Kiær, og major Susanne Kristensen fra Beredskabsstyrelsens Internationale Beredskab
  • Afslutning ca. 19.15.