Giv dit input til fremtiden for det gamle stadionområde

Det nye stadion på Gl. Hellebækvej blev officielt åbnet i sidste uge, så nu kan området ved det gamle stadion på Nordre Strandvej udvikles.

Derfor inviterer Helsingør Kommune alle til dialogmøde (efter fællesspisning) i Toldkammeret tirsdag den 27. august kl 19-21. I efteråret 2018 og foråret 2019 har den politiske styregruppe sat ord på deres drømme og ideer for områdets fremtid. Politikerne vil nu gerne have borgernes input til deres vision for området.

Der er tale om et skønt område - tæt på Helsingør by, med kig til vandet og skoven og trinbrættet bagved. Men det er også nedslidt. Derfor glæder jeg mig til sammen med borgerne at få området udviklet til boliger og rekreativt område for alle, siger Benedikte Kiær, der er borgmester i Helsingør Kommune.

 

Kom med dine indsigter

På dialogmødet vil borgerne kunne give deres input til fx:

  • Hvilke principper skal være bærende for området?
  • hvordan man skal tænke naturen, landskabet og kulturarven med i området i fremtiden
  • hvordan skal trafikken afvikles bedst
  • hvordan skal området bebygges
  • hvordan bliver området endnu mere tilgængeligt og rekreativt for alle 
Vi laver en arkitektkonkurrence for området, så de kreative tanker og æstetiske løsninger kan komme i spil og skabe grundlag for en god lokalplan for området. Det er vigtigt at lokalplanen skaber sammenhæng i området mellem istidskystskrænten og stranden og den omkringliggende by, siger Christian Holm Donatzky, der er formand for By-, Plan-, og Miljøudvalget 

Fortidsminder og en italiensk restaurant

Det tidligere stadionområde er et ganske særligt område i Helsingør. Der er blevet vundet og tabt mange kampe på grønsværen, og selvom Lappestensbatteri aldrig har været i brug, minder resterne af batteriet om de søslag, der er blevet kæmpet på Øresund. Lappestenbatteriet og en del af Sommarivaparken er fredet, og det område vil også i fremtiden være et reaktivt og offentligt tilgængeligt område. Inden for fredningen ligger den italienske restaurant Ciao Ciao, som har fået tilbud om at forlænge kontrakten med kommunen indtil august 2024. 

Tennis og Badminton bliver i området

For at kunne udvikle og sælge et stort og samlet område har politikerne i Byrådet besluttet at flytte tennishallen fra landsiden, og samle ketchersporten ved tennisbanerne og badmintonhallen. Administrationen er ved at undersøge, hvordan man bedst kan placere en tennishal, og hvad det vil koste. Salonskytteforeningen skal flytte ud af området, og foreningen er i samarbejde med kommune ved at undersøge, hvor de kan flytte hen og hvad det vil koste.

Borgermødet er i Toldkammeret tirsdag den 27. august fra kl 19-21.

Læs meget mere om udviklingen af området