Har du husket at forny kørekortet?

Du risikerer en bøde, hvis du kører uden gyldigt kørekort. Borgerservice oplever en del borgere, som glemmer at forny kørekortet.

- Gennem de seneste år er der flere gange kommet nye regler om fornyelse af kørekort, og i Borgerservice i Helsingør oplever vi, at det har skabt forvirring blandt borgerne. Mange tror fejlagtigt, at de nu helt kan lade være med at forny deres kørekort.

Det fortæller lederen af Borgerservice i Helsingør Kommune, Morten Holm. Han fortsætter:

- Kørekortet skal stadig fornyes, inden det udløber, men ældre borgere behøver ikke længere en lægeattest, medmindre politiet tidligere har afgjort, at kørekortet er tidsbegrænset.

Morten Holm tilføjer:
- Jeg vil opfordre borgerne til at tjekke, om kørekortet skal fornyes. Det er en god investering. Du risikerer nemlig en bøde, hvis politiet stopper dig med et kørekort, som er udløbet. Har du flere kategorier kan der være forskellige udløbsdatoer. Udløbet af kategorierne fremgår af bagsiden af kørekortet.

Der er særlige regler for fornyelse af kørekort til lastbil og bus samt kørekort som pga. sygdom er tidsbegrænset. Disse skal altid fornyes med en lægeerklæring.

Sådan gør du

Hvis du har brug for at få fornyet kørekortet, skal du forbi Borgerservice på Prøvestenen. Du medbringer dit nuværende kørekort, og et nyt foto. Du kan få taget et nyt foto i Borgerservice (Pris 140 kr.)

Inden du tager på Borgerservice er det vigtigt, at du bestiller tid til fornyelse af kørekort. Bestil tid (Du bestille tiden, når du er i selvbetjeningsløsningen).

Fakta

  • Det tager 2-3 uger at få et nyt kørekort.
  • Du får et midlertidigt kørekort, når du afleverer dit gamle kørekort. Det midlertidige kørekort kan bruges i Norden – men ikke som legitimation, hvis du skal over sundet til Sverige.
  • Det koster som udgangspunkt 130 kr. at få fornyet kørekortet.
  • Har dit kørekort været udløbet i mere end 3 år, skal du bestå en kontrollerende køreprøve, før kortet kan fornyes.
  • Der er særlige regler for fornyelse af kørekort til lastbil og bus samt kørekort som pga. sygdom er tidsbegrænset. Disse skal altid fornyes med en lægeerklæring.

Center for Job, Borgerservice og Teknologi

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: bid@helsingor.dk