Helsingør Kommune støtter op om en Røgfri Fremtid

Ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030 . Det er en blandt flere klare målsætninger i nyt partnerskab mellem Kræftens Bekæmpelse og Helsingør Kommune.

Ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030 og under fem procent af befolkningen i Helsingør Kommune ryger i 2030. Det er målsætningen i det partnerskab som Helsingør Kommune har indgået med Røgfri Fremtid, som Kræftens Bekæmpelse og Tryg Fonden står bag.

Hver dag begynder 40 børn og unge i Danmark at ryge, og kurven for antallet af unge rygere er desværre begyndt at pege opad igen. Skal kurven knækkes, er det nødvendigt, at mange arbejder sammen, for at Danmarks børn og unge aldrig tænder den første cigaret. Derfor bakker Helsingør Kommune op om partnerskabet Røgfri Fremtid.


Helsingør Kommune er partner i Røgfri fremtid, fordi vi deler visionen om en fremtid uden tobaksrøg. Børn og unge har ret til at vokse op uden røg og på sigt undgå at overtage de voksnes dårlige vaner. Det er vi gerne med til at tage ansvar for, siger formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget, Mette Lene Jensen.


Sundhedskonsulent I Helsingør Kommuner Tove Dam understreger vigtigheden af en røgfri fremtid:


Fra et sundhedsmæssigt perspektiv er det helt uholdbart, at børn og unge begynder at ryge. Jo tidligere børn og unge starter med at ryge, desto større risiko har de for at blive afhængige af rygning og dermed større risiko for at blive syge af røgen.


I Helsingør Kommune er der markant flere børn, unge og voksne, der ryger, end på landsplan og antallet af rygere er stigende. I Helsingør Kommune ryger 5 procent af eleverne i 8 klasse dagligt, landsgennemsnittet er kun 2 procent. Blandt unge mellem 16 og 24 år er der 24 procent daglige rygere i Helsingør Kommune. Landsgennemsnittet er 17 procent.