Kommuner sætter fokus på demens

10 kommuner, erhvervsliv og en række organisationer har delt viden om demensvenlige samfund og fællesskaber

Den 26. november delte mere end 100 deltagere fra 10 kommuner og en række organisationer viden om, hvordan kommuner sammen med erhvervsliv og foreningsliv kan skabe demensvenlige samfund og fællesskaber for mennesker med demens og deres pårørende.

På konferencen var der stor nysgerrighed for at spørge ind til hinandens resultater og projekter. Der var også god viden at hente i den afsluttende paneldebat, hvor bl.a. Nis Peter Nissen, Direktør i Alzheimerforeningen og Laila Øksnebjerg, Neuropsykolog og Phd. fra Videncenter for Demens bød ind med, hvordan et lokalsamfund i fællesskaber på tværs af kommune, foreningsliv og erhvervsliv bedst muligt kan hjælpe til en meningsfuld hverdag og forebygge ensomhed hos mennesker med demens og deres pårørende.

Allerede inden konferencen havde kommunernes resultater fået anerkendelse:

Både fra forskning og fra erfaring i praksis ved vi, at aktiviteter og tilbud med fokus at styrke fysiske, kognitive, psykologiske og sociale funktioner, har stor betydning for sundhed, trivsel og livskvalitet hos personer med demens og deres pårørende. Når man har adgang til sådanne tilbud, er der større mulighed for, at man vedligeholder funktioner, og dermed klarer sig bedre hverdagen, sagde Laila Øksnebjerg, Neuropsykolog og Phd. fra Videncenter for Demens.

Virksomheders personale trænet til forståelse og tålmodighed

Blandt oplægsholderne var også Tina Sivertsen, afdelingsleder i Kvickly, Helsinge, som har uddannet sit personale i at forstå og vejlede, når for eksempel den pæne ældre herre for 3. gang spørger efter tomater, fordi han ikke kan huske, hvordan de ser ud.

Mød Tina og se mere om gratis demenskurser til virksomheder her

En del foreninger har også taget imod tilbuddet om gratis undervisningsforløb, blandt andet besætningen på det over 100 år gamle dampskib S/S Bjørn, som holder skibet i stand.

Se videoen med S/S Bjørn om, hvordan kammeraterne på 75+ hjælper hinanden

Konferencen den 26. november var afslutningen på to års arbejde i projekterne ”Gennem viden og relationer”, ”Rådgivnings- og Aktivitetscenter” og ”Flere meningsfulde dag- og aflastningstilbud samt støtte til yngre med demens”, som er blevet testet i en række kommuner og er støttet af Sundhedsstyrelsen.

Er I en virksomhed eller en forening, som kunne have gavn af viden om demens og greb til at håndtere forskellige typer af situationer med mennesker med demens, så kontakt Stine Skov Øllgård, e-mail: ssl04@helsingor.dk, tlf.:25 31 33 45.

I løbet af de to år har de samarbejdende kommuner tilbudt:

  • Åben rådgivning for personer med demens og deres pårørende

    • Vejledning i velfærdsteknologiske produkter i teknologibiblioteket

    • Undervisningsforløb for erhvervsliv og foreninger, så de bedre kan møde mennesker med en demenssygdom i øjenhøjde og tilbyde hjælp når behovet opstår

    • 13 forskellige aktiviteter i 5 frivilligcentre målrettet mennesker med demens og deres pårørende

    • Generationsmøder på tværs af skolebørn og ældre på plejehjem i Helsingør Kommune

  • De otte kommuner i Demensvenligt Nordsjælland er Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm. Der er også indgået samarbejde med 5 Frivilligcentre i Hørsholm, Helsingør, Gribskov, Halsnæs og Hillerød