Lille fald i antallet af hjemløse i Helsingør Kommune

Ny rapport fra VIVE viser, at antallet af hjemløse i Helsingør Kommune fra 2017-2019 er faldet fra 94 til 89 personer

Ny rapport fra VIVE viser, at antallet af hjemløse i Helsingør Kommune fra 2017-2019 er faldet fra 94 til 89 personer. Helsingør Kommune forsøger løbende at hjælpe mennesker, der ikke har et hjem at opholde sig i. Kommunen har et særligt fokus på de unge hjemløse.

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Marlene Harpsøe glæder sig forsigtigt over udviklingen:

 

Det er for tidligt at juble, men jeg vil gerne forsigtigt glæde mig over, at der de seneste år er blevet lidt færre hjemløse i Helsingør Kommune. Vi har flere rigtig gode indsatser i gang – lad mig bare nævne et par af de nyeste, HelsingBo og vores skæve boliger fx – og jeg håber, at vi nu kan være nået et vendepunkt.

Rapport fra VIVE: https://www.vive.dk/da/nyheder/2019/stagnation-i-antallet-af-hjemloese-borgere/

Fakta:

  • Fra og med 2018 blev der afsat midler til borgere i kommunens eget hjemløsetilbud, Pensionatet i Hornbæk. Indsatsen er med til at give hjemløse borgere den nødvendige støtte til at finde en bolig, og til at klare sig i boligen efter indflytningen. 
  • Der er bygget 6 nye ”skæve boliger”, som huser hjemløse borgere, som ellers har svært ved at bo i en almindelig boligforening.
  • Der er ansat en social vicevært, der støtter og guider borgene, som bor i de skæve boliger – dette med henblik på, at de på sigt skal bo for dem selv i egen bolig.
  • Helsingør giver løbende driftstilskud mv. til. Kirkens Korshær, der driver opholdssted- og værested. Ligeledes driver Helsingør Kommune værestedet Klubben for socialt udsatte borgere.
  • Helsingør Kommune har fået puljemidler til et 3 årigt projekt ”Helsingbo”, som retter sig mod unge hjemløse i alderen 18-25. Her oprettes muligheder for at bo sammen med andre unge, hvor der samtidig fokuseres på, at bo i egen bolig på sigt.
  • Helsingør Kommune har i vores tilpasning af organisationen i maj 2019 sikret, at boligkontoret nu ligger i Center for Social Indsats. Det giver sammenhæng og fokus på de mest udsatte borgere.