Lokale trafikkampagne har især fået fodgængerne til at få bedre vaner i trafikken

I kampagnens sidste halvdel er der fokus på at hjælpe de uopmærksomme trafikanter med at passe på deres indre autopilot.

I løbet af de seneste 14 dage har kampagnen ’Pas På Autopiloten’ sat fokus på den farlige uopmærksomhed i trafikken med et anderledes budskab: Det er ikke ’dig’ eller ’de andre’, der er problemet. I stedet har kampagnen sat fokus på problemet, der opstår, når den indre autopilot får frihjul.

Kampagnens humoristiske advarselsskilte og indslag på de sociale medier har skabt opmærksomhed på de tre strækninger i fokus: Esrumvej i Helsingør, Rønnebær Allé i Helsingør og Snekkersten og Hovvej i Espergærde.

Allerede nu viser den løbende adfærdsmåling, som bliver foretaget i samarbejde med lokale kørelærere og prøvesagkyndige, at både bilister, cyklister og fodgængere har en øget opmærksomhed på vejens forhold og de andre trafikaner.

Fodgængerne har slået autopiloten fra

Her er det især fodgængerne, der har forbedret deres vaner i trafikken. 55 procent færre fodgængere krydser vejen lige ved siden af fodgængerfelterne Bilisterne der  triller henover hajtænderne og ind over fodgængerfelterne har kun forbedret sig med 5 procent og cyklister kører mod retningen og triller henover fodgængerfelterne har forbedret sig med 8 procent.

I denne uge går ’Pas På Autopiloten’ ind i sin afsluttende fase. Fokus er nu er på at hjælpe de uopmærksomme trafikanter med at undgå de små lovbrud i hverdagen og i stedet vise hensyn og passe på hinanden i trafikken. De humoristiske advarselsskilte bliver udskiftet med nogle mere handlingsanvisende skilte, der med tydelig ikonografi viser den korrekte adfærd, lige dér hvor den skal ske:

  • Fodgængerne bliver 10-20 meter fra fodgængerfeltet gjort opmærksomme på, at de skal krydse i selve fodgængerfeltet, kigge op fra telefonen og få øjenkontakt,
  • Cyklisterne får at vide, at de skal stige af cyklen, hvis de ønsker at krydse i fodgængerfeltet
  • Bilisterne bliver gjort opmærksomme på, at de skal huske deres forpligtelse og holde tilbage for krydsende fodgængere ved fodgængerfeltet og holde deres vigepligt ved hajtænderne.

På de sociale medier og i den lokale biograf Cinema Centeret udsendes et humoristisk videospot, hvor tre karikerede personer giver deres indre autopilot 110 procent frihjul. Formålet med filmen er med et glimt i øjet at vise, at man er nødt til at komme med nogle virkelig langt ude undskyldninger for at legitimere den uopmærksomme og farlige adfærd i trafikken.

Kampagnens afsluttende fase løber i perioden 15. maj – 31. maj.

Al digitalt indhold er samlet på kampagnesiden www.autopiloten.nu

 

Trafiksikkerhedsbyen

Helsingør, Snekkersten og Espergærde blev i 2013/2014 udpeget til Trafiksikkerhedsby. Aftalen var, at Transportministeriet/Vejdirektoratet finansierede ca. 10 mio. kroner og kommunen har lagt en egen finansiering på minimum 5 mio. kroner. Formålet med Trafiksikkerhedsby Helsingør var at reducere antallet af personskader på trafikvejnettet i det sammenhængende byområde.