Mini Skills sætter fokus på lokale håndværksfag

Mini Skills Helsingør afholdes torsdag den 28. marts i Værftshallerne - for skoleelever i dagtimerne og for alle interesserede fra kl. 17-18.30.

Næsten 400 elever fra 7. klasserne i Helsingør Kommune trækker i arbejdstøjet for en dag, når Mini Skills Helsingør afholdes torsdag den 28. marts i Værftshallerne.

Mini Skills er en praktisk uddannelsesdag, der skal give de unge et større kendskab til håndværksfagene og stimulere interessen for erhvervsuddannelserne, og projektet er skabt med stor opbakning fra det lokale erhvervsliv.

Det er mestre og lærlinge fra mere end 20 lokale virksomheder, der i løbet af dagen skal lære de unge tips og teknikker i en række workshops, som de unge deltager i. De repræsenterer i alt 14 forskellige håndværksfag – fra tømrer og tagdækker til frisør og dyrepasser.

Mini Skills messe i Hal 21A

Det hele finder sted i Hal 21A – ved siden af madmarkedet - i skoletiden, men samme aften er alle interesserede velkomne til at komme forbi, når der holdes Mini Skills Messe samme sted. Det foregår fra kl. 17 til 18.30, hvor de lokale virksomheder står klar til at vise deres håndværk, mens ES Nord og UU Øresund kan fortælle om muligheden for at vælge en erhvervsuddannelse.

Der er gratis adgang, og der er samtidig åbent på madmarkedet, så man kan springe madlavningen over og snuppe en bid mad, når der er tanket op på uddannelsesplanerne.

Mini Skills Messen er lavet i et samarbejde mellem Skolepiloterne fra Ungdomsskolen og Erhvervs- & Industriforeningen i Helsingør, samt ES Nord, UU Øresund og Værftets Madmarked.