Ny lokal kampagne sætter fokus på den trafikale autopilot

Ny trafikkampagne på Hovvej, Esrumvej og Rønnebær Alle skal gøre os alle opmærksomme på den autopilot, vi alt for ofte slår til i trafikken.

Kampagnen er den sidste del af arbejdet med Trafiksikkerhedsbyprojektet, hvor der har været fokus på at forbedre de tre vejes udformning. Men de fysiske anlæg skal nu følges op af kampagnen ‘Pas på Autopiloten’, der skal skabe en adfærdsændring hos trafikanterne i hele kommunen.

Uanset om man er fodgænger, cyklist eller bilist, slår man nogle gange hjernen fra. Man glemmer, hvor man er, og hvordan man lige kom hertil. Sådan er det. Det er helt menneskeligt. Men det er også farligt: Ifølge Rådet for Sikker Trafik er uopmærksomhed en afgørende faktor i 1 ud af 3 dødsulykker i trafikken.

Trafiksikkerhedsbyprojektet har spurgt et repræsentativt udsnit af borgere i Helsingør Kommune om, hvem der er uopmærksomme i trafikken. Undersøgelsen viser, at det er ’de andre’ og ikke ’mig’:

  • 6 ud af 10 af ’de andre’ er tit uopmærksomme i trafikken. 1 ud af 20 (5 pct.) angiver, at ’jeg’ tit er uopmærksom i trafikken.
  • 2 ud af 3 af ’de andre’ glemmer ofte at opføre sig ordentligt i trafikken, især fordi ‘de’ glemmer at stoppe bilen og stige af cyklen ved fodgængerfelter. Kun 14 pct. angiver, at ’jeg’ ofte glemmer at opføre sig ordentligt i trafikken.
  • Når ‘de andre’ er uopmærksomme i trafikken, skyldes det, at de kigger ned i deres mobiltelefon, tjekker sms’er og har ’travlt med alt muligt andet end at kigge på vejen’.
  • Når ’jeg’ er uopmærksom i trafikken, skyldes det, at jeg har vigtigere ting at tænke på, og at de andre trafikanter opfører sig tåbeligt og tager min opmærksomhed - og i øvrigt er ’jeg’ altid opmærksom.

Mere end hver 4. er utryg: Pas på Autopiloten

Helsingør Kommunes Trafiksikkerhedsråd sætter i kampagnen “Pas på Autopiloten’ fokus på problemet med ‘de andre’ og deres farlige adfærd i trafikken på tre strækninger, hvor der er udført forbedringer i forbindelse med fodgængerfelter og kryds: Esrumvej i Helsingør, Rønnebær Allé i Helsingør og Snekkersten og Hovvej i Espergærde. Ifølge den indledende undersøgelse angiver mere end 25 procent af trafikanterne, at de er utrygge ved at færdes som cyklist, fodgænger eller bilist på de tre strækninger.

‘Pas På Autopiloten’ understøtter de nye tiltag ved at vise, at trafiksikkerheden og trygheden står og falder med opmærksomhed på medtrafikanterne og vejens forhold. Mennesker kan ikke være opmærksomme hele tiden, og det nytter ikke noget at pege fingre ad nogen. Derfor sætter vi fokus på det, vi alle er underlagt: Nemlig den indre autopilot, som desværre gør, at vi ofte oplever, at ‘de andre’ er problemet – også selvom det i virkeligheden gælder os selv, siger Formand for Trafiksikkerhedsrådet Christian Holm Donatzky.

Kampagnen kører i perioden 1. maj til 31. maj 2019 både ude på de tre veje, digitalt og på de sociale medier.

Ude på strækningerne opsættes i de første fjorten dage af kampagnen en række plakater, der med tydelig ikonografi viser bilister, cyklister og fodgængere på autopilot. Situationerne er baseret på en række analyser og observationsstudier fra februar 2019:

  • Bilister overholder ikke deres vigepligt og triller henover hajtænderne. Derudover holder de ikke tilbage for fodgængere ved fodgængerfelterne
  • Cyklister kører mod retningen og triller henover fodgængerfelterne
  • Fodgængere krydser vejen lige ved siden af fodgængerfelterne

Plakaterne suppleres af et humoristisk videospot, som udsendes på de sociale medier og vises i lokale biografreklamer. Videospottet er tiltænkt den yngre målgruppe.

Kampagnen lancerer en konkurrence på Facebook om at finde autopilotens bedste dårlige undskyldning. Dansk Fodgængerforbund og Cyklistforbundet giver de første bud på nogle sjove bortforklaringer og dårlige undskyldninger på autopilot-adfærden.

Alle interesserede opfordres til at give deres bud på sjove og finurlige bortforklaringer og dårlige undskyldninger for autopilotens uhensigtsmæssige adfærd i trafikken. Der udloddes præmier til de bedste dårlige undskyldninger.

I kampagnens anden halvdel opsættes plakater på strækningerne, der har til formål at hjælpe ’de andre’, som er på autopilot, så de bliver bevidste om deres adfærd i trafikken, inden det er for sent. 

Al digitalt indhold samles på kampagnesiden www.autopiloten.nu

 

Trafiksikkerhedsbyen

Helsingør, Snekkersten og Espergærde blev i 2013/2014 udpeget til Trafiksikkerhedsby. Aftalen var, at Transportministeriet/Vejdirektoratet finansierede ca. 10 mio. kroner og kommunen har lagt en egen finansiering på minimum 5 mio. kroner. Formålet med Trafiksikkerhedsby Helsingør var at reducere antallet af personskader på trafikvejnettet i det sammenhængende byområde.

Parter i projektet

  • Helsingør Kommune, Center for By, Land og Vand
  • Helsingør Kommunes Trafiksikkerhedsråd
  • Vejdirektoratet
  • Nordsjællands Park og Vej
  • Forsyning Helsingør
  • Nordsjællands Politi